Økonomiafdelingen i fokus: Fra problemløsere til vækstmotor


De seneste år har været præget af omfattende forandringer i vores verden. Både når det gælder globale politiske forhold og de hurtige fremskridt inden for teknologi og innovation.
Særligt udviklingen på det teknologiske område udfordrer mange virksomheder til at gentænke deres arbejdsmetoder og finde nye måder at tilpasse sig på for at forblive konkurrencedygtige.
Det gælder også for alle verdens økonomiafdelinger. En afdeling, som nok typisk har været kendt som virksomhedens "problemløsere" – dem, der holder styr på tallene, sikrer compliance og holder budgetterne i skak. Men som tiderne skifter, er denne rolle ikke længere tilstrækkelig.
Der er brug for en nytænkning, hvor økonomiafdelingen træder frem som en afgørende drivkraft for virksomhedens vækst og udvikling.
Vil du høre mere om, hvordan økonomiafdelingen træder ud af skyggerne og bliver en central drivkraft for virksomhedens vækst? Læs videre og find ud af, hvordan I kan tage de rette skridt mod en mere strategisk og værdiskabende rolle.
- 44 % af økonomiafdelinger har stigende ambitioner, mens 40 % står over for reducerede budgetter, hvilket skaber pres for at levere mere værdi med færre ressourcer.
- Hele 73 % af virksomheder opfatter primært økonomiafdelingen som en back-office funktion, hvilket begrænser deres potentiale som strategiske vækstmotorer.
- Kun 34 % af virksomheder oplever, at tværgående beslutninger træffes hurtigt og med høj kvalitet, hvilket viser et stort potentiale for forbedring gennem bedre samarbejde.
- Økonomiafdelingen skal gå fra at være reaktive administratorer til proaktive partnere, der bidrager til vækst gennem data-drevne beslutninger og strategisk indsigt.
Den nye virkelighed for økonomiafdelingen
Det seneste år har budt på en cocktail af udfordringer, der har testet selv de mest erfarne økonomiafdelinger. Geopolitiske spændinger har skabt uforudsigelige markedsforhold, mens økonomiske udsving og udfordringer i forsyningskæderne har krævet konstant årvågenhed og tilpasning.
Det har skabt en paradoksal virkelighed, hvor behovet for både forsigtighed og innovativ tænkning eksisterer side om side.
I denne nye virkelighed ser vi et markant skifte i økonomiafdelingens fokus. Hvor det tidligere handlede om stram økonomisk kontrol og risikominimering, er der nu et presserende behov for at identificere og understøtte vækstmuligheder.
Og dette skifte kræver nye kompetencer og en fundamental ændring i måden, økonomifunktionen arbejder på.
Særligt interessant er det paradoks, mange økonomiafdelinger står overfor: Hele 44 % rapporterer, at deres ambitioner er steget, mens 40 % samtidig oplever reduktioner i deres budgetter. Det viser tal fra vores rapport The Finance and Business Synergy Report, som giver indsigter fra over 2.800 finansielle beslutningstagere i Europa.
Denne dynamik med lavere budgetter og øgede ambitioner skaber et ekstraordinært pres for at levere mere værdi med færre ressourcer – en udfordring, der kun kan løses gennem nytænkning og strategisk omstilling.
Bryd med fortidens rolle
En af de største udfordringer for økonomiafdelingens udvikling ligger i selve organisationernes egen opfattelse af teamet. Tal fra The Finance and Business Synergy Report viser, at hele 73 % af virksomhederne stadig primært opfatter økonomiafdelingen som en back-office funktion, der håndterer bilag og administration.
Hent rapporten her og få hele analysen
Denne opfattelse er ikke bare forældet – den er direkte skadelig for virksomhedens evne til at udnytte økonomiafdelingens fulde potentiale.
Tiden er derfor inde til at redefinere økonomiafdelingens rolle. I stedet for at være reaktive administratorer af historiske tal, må økonomiafdelinger verden over påtage sig rollen som proaktive forretningspartnere, der bidrager med fremadskuende analyser og strategisk indsigt.
Hør Søren Westh Lonning, CFO her hos Pleo, fortælle om, hvordan han ser på den nye rolle, som økonomiafdelinger skal indtage.
Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort. Det er en forandring, der kræver et opgør med gamle vaner og tankemønstre, både hos økonomiafdelingen selv og i organisationen som helhed.
Fornyelsen fra administrativ kontrollant til strategisk sparringspartner handler ikke kun om at ændre arbejdsprocesser – det handler også om en fundamental kulturændring.
Økonomiafdelingen må udvikle sig fra at være dem, der siger "nej" til budgetoverskridelser, til at blive dem, der siger "hvordan" til nye muligheder.
Derfor skal der opbygges nye kompetencer inden for forretningsforståelse, kommunikation og strategisk tænkning, samtidig med at man bevarer den finansielle ekspertise, der udgør fundamentet for troværdig økonomistyring.
Vejen til strategisk værdiskabelse
For at økonomiafdelingen kan udvikle sig og spille en større rolle i virksomhedens vækst og succes, er der nogle afgørende områder, der kræver fokus.
Det handler om at styrke både evner, samarbejde og kvaliteten i beslutningsprocesserne.
I dag er det ikke nok, at økonomiafdelingen er teknisk dygtig til tal og rapportering. Der er behov for at styrke både de tekniske og de menneskelige sider.
Det betyder, at man skal blive bedre til at arbejde med data, bruge avancerede værktøjer og få mest muligt ud af de teknologiske muligheder. Samtidig skal man kunne samarbejde tæt med kolleger fra andre afdelinger, forstå deres behov og kommunikere komplekse indsigter på en måde, som alle kan bruge i deres arbejde.
For at økonomiafdelingen kan skabe strategisk værdi, skal der samtidig opbygges et stærkt samarbejde på tværs af organisationen. Det handler om at tage initiativ til dialog, være tilgængelig og arbejde som en partner frem for blot en kontrolfunktion.
Når økonomiafdelingen kender andre afdelingers udfordringer og mål, kan de i højere grad være med til at træffe bedre beslutninger og sikre, at ressourcerne bliver brugt mest effektivt.
Slutteligt bør der være fokus på øget beslutningskvalitet. I Decision making in the age of urgency – en stor McKinsey-undersøgelse fra 2019 – var det således kun 34 % af de adspurgte, der oplevede, at beslutninger, der involverer flere afdelinger, blev truffet hurtigt og med høj kvalitet.
Det viser, at der er et stort potentiale for forbedring.
Økonomiafdelingen kan spille en vigtig rolle her ved at sikre gennemsigtige processer og ved at bruge data til at gøre beslutningerne mere præcise og bedre funderet. Når beslutningskvaliteten stiger, styrkes både samarbejdet og virksomhedens resultater.
Sådan skaber økonomiafdelingen reel forandring
At omstille økonomiafdelingen til at blive en drivkraft for vækst kræver mere end ambitioner – det kræver handling.
Her er nogle konkrete skridt, som kan hjælpe med at komme i mål:
- Implementering af datadrevne beslutningsprocesser
Hvor det tidligere har været et problem at få nok data, er virkeligheden i dag en helt anden. Data er tilgængelige i overflod, og derfor er det vigtigt at udnytte dem rigtigt.
Her kan økonomiafdelingen hjælpe virksomheden ved at indføre beslutningsprocesser, der bygger på (de rigtige) data og analyser frem for mavefornemmelser. Med realtids-indsigter kan man reagere hurtigt og træffe beslutninger, der er både præcise og strategiske. - Udvikling af proaktive partnerskaber
Økonomiafdelingen skal ikke bare vente på, at de andre afdelinger kommer med spørgsmål eller problemer. I stedet skal man være proaktiv og tage del i dialogen tidligt.
Det kan være gennem at deltage i strategimøder, rådgive om budgetter eller tilbyde indsigt, som kan hjælpe med at drive projekter fremad. Ved at være en aktiv sparringspartner kan økonomiafdelingen blive en uvurderlig del af virksomhedens succes. - Balance mellem risikostyring og innovation
Traditionelt har økonomiafdelingen haft fokus på at holde styr på pengene og minimere risiko. Og det er stadig vigtigt. Men hvis man kun fokuserer på at undgå fejl, risikerer man at gå glip af mulighederne for at skabe vækst.
Det handler om at finde balancen, hvor man samtidig har plads til at eksperimentere og tænke nyt. Ved at give lidt fleksibilitet og turde prøve nye ting kan økonomiafdelingen være med til at fremme innovation uden at miste kontrollen.
Med disse tiltag kan økonomiafdelingen tage de første skridt mod at blive en central drivkraft for virksomhedens vækst og ikke bare en afdeling, der håndterer tal og rapporter. Det handler om at skabe værdi – og det starter med at tænke anderledes og handle strategisk.
De vigtigste skridt mod fornyelse af økonomiafdelingen
At gøre økonomiafdelingen til en drivkraft for vækst kræver, at man har en klar plan og fokuserer på det vigtigste først. Det handler ikke om at ændre alt på én gang, men om at tage små, men vigtige skridt, som gør en reel forskel – både i økonomiafdelingen og i resten af virksomheden.
Ved at rette opmærksomheden mod de rigtige områder, bruge de rette værktøjer og styrke teamets kompetencer kan man skabe en positiv udvikling.
Her er nogle konkrete idéer til, hvordan du kan komme godt i gang:
- Start med det vigtigste
Forandringen kan virke overvældende, hvis man forsøger at ændre alt på én gang.
Derfor er det vigtigt, at du starter med de områder, hvor økonomiafdelingen kan skabe den største værdi. Der skal du finde ud af, hvilke nøgleprocesser det giver mest mening at starte med at tage et kig på – det kan f.eks. være optimering af beslutningsgange eller udvikling af bedre ressourceoverblik.
Når du fokuserer på at strømline specifikke, centrale opgaver – i stedet for at ville klare det hele på én gang – skabes hurtige resultater, der gør en mærkbar forskel i organisationen.
Det synliggør ikke bare økonomiafdelingens værdi, men skaber også momentum for yderligere forandringer.
- Automatisér rutiner
En væsentlig barriere for udvikling og forandring er ofte den tid, der bruges på gentagne og tidskrævende opgaver som budgetopfølgning, bogføring og rapportering.
Derfor kan du med fordel kigge på at implementere automatiserede løsninger. Med dem kan økonomiafdelingen således frigøre ressourcer og fokusere på opgaver, der skaber mere værdi.
Moderne teknologier, som eksempelvis AI, kan hjælpe med at minimere fejl og reducere den tid, der bruges på administrative rutiner. Det giver ikke kun effektiviseringer, men sikrer også, at økonomiafdelingen kan fokusere på strategiske udfordringer frem for driftsmæssige detaljer.
- Skab samarbejde på tværs
For at økonomiafdelingen kan blive en integreret del af virksomhedens vækst, er det nødvendigt at styrke samarbejdet med andre afdelinger. Det kræver en proaktiv tilgang, hvor økonomiafdelingen tidligt bliver involveret i strategiske projekter og beslutninger.
Ved at opbygge partnerskaber og deltage aktivt i dialogen med ledelsen og øvrige teams kan økonomiafdelingen skabe en stærkere forbindelse mellem økonomiske indsigter og forretningsmæssige mål.
- Opbyg nye kompetencer
For at økonomiafdelingen kan tage en mere strategisk rolle, er det nødvendigt at investere i teamets udvikling. Kompetencer inden for dataanalyse og teknologi er afgørende for at kunne levere dybdegående indsigter og udnytte de mange data, der er tilgængelige i dag.
Samtidig er kommunikationsevner essentielle for at kunne præsentere komplekse økonomiske analyser på en måde, der er forståelig og brugbar for resten af organisationen.
- Mål og evaluér succes
Forandring er en løbende proces, og det er vigtigt at måle og evaluere fremskridtene undervejs. Sæt klare mål for, hvad I ønsker at opnå, f.eks. hurtigere beslutningsprocesser, forbedret samarbejde med andre afdelinger eller højere kvalitet i rapporteringen.
Sørg for at etablere målemetoder, der gør det muligt at følge udviklingen og justere indsatsen, hvis det er nødvendigt.
Evaluering skaber ikke kun overblik, men hjælper også med at sikre, at transformationen forbliver på rette spor, og at teamet kan fejre de resultater, der opnås undervejs.
Husk også, at forandring er en fælles indsats. Det kræver, at alle i organisationen er med på rejsen, og at økonomiafdelingen viser, hvordan de kan være en værdifuld partner.
Det er samtidig en proces, der kræver både tålmodighed og vedholdenhed. Det handler ikke om at ændre alt fra den ene dag til den anden, men om at tage et skridt ad gangen og bygge videre på de små succeser.
Hvert lille fremskridt – om det er automatisering af rutineopgaver, bedre samarbejde eller nye kompetencer – bringer jer tættere på målet.