Debat: Den danske velfærdsmodel spænder ben for fremtidens arbejdsplads

Kære politikere: Vi tørster efter digitalt talent, men vores velfærdsmodel er ikke gearet til fremtidens arbejdsmarked, hvor kvalificeret udenlandsk arbejdskraft skal bidrage til at holde hjulene kørende.

Nogenlunde samtidig med at Lars Løkke Rasmussen udskrev Folketingsvalg, kunne vi i Pleo annoncere en rekordstor vækstinvestering på 375 millioner kr. Vi kunne ikke få armene ned, men her fem uger senere er smilene stivnet lidt. For valgkampen har stort set kun handlet om, hvor mange milliarder, der skal bruges og ikke om, hvordan vi kan hjælpe erhvervslivet med at skabe hele grundlaget for samfundets forbrug. Man bliver så træt.

Pleo vil gerne spytte i kassen med den pose penge, vi har fået. Vi skal i løbet af de næste to et halvt år vokse fra 120 til 400 medarbejdere, men som det ser ud nu, bliver det svært at gøre fra vores hovedkvarter i København. For hylderne med kvalificeret arbejdskraft er tomme, og vi kan ikke få nye forsyninger.

PWC har spurgt 500 danske CxOs om deres største bekymringer for fremtiden, og svaret er klart: Adgangen til kvalificeret arbejdskraft og hermed også adgangen til udenlandske medarbejdere med de rette kompetencer. Samtidig viser en rundspørge i IT-branchen, at næsten halvdelen af alle it-virksomheder har måtte opgive at besætte ledige it-stillinger indenfor det seneste år. Halvdelen.

Jeg har i løbet af valgkampen deltaget i flere debatter, som oftest er endt i ørkesløse diskussioner om beløbsgrænsen. Den er vigtig for visse virksomheder, men for Pleo og mange andre er det den mindste hovedpine.

I mange industrier som softwareindustrien og den finansielle sektor kan man for kandidater med erfaring godt matche en årsløn på 427.000 kr., som er beløbsgrænsen. Det store problem opstår, når de dygtige medarbejdere slet ikke gider at arbejde under de vilkår, vi kan tilbyde dem her i landet. Og kernen af problemet er selve den danske velfærdsmodel.

Det danske velfærdssystem, som mange danskere elsker (inklusiv jeg selv) er designet for mange år siden i konteksten af et helt andet og langt mere lokalt arbejdsmarked. En livstidsmodel hvor man gennem et forhåbentligt langt liv både yder og nyder. Når man er ung, har man adgang til gratis uddannelse og SU, i den tidlige voksenalder arbejder man og betaler tilbage til kassen. Senere stifter man familie med børn i institution og skole, hvor velfærdsøkonomien balancere bedst, hvorefter man så som gammel igen modtager fra det sociale system. Over helt liv går regnestykket op, og alle er glade.

Men når vi som virksomhed i dag er ude og agere på et globalt arbejdsmarked og skal rekruttere internationalt, opstår problemet. For den kvalificerede men samtidig mobile arbejdskraft findes oftest i aldersklassen, førend familien er stiftet.  Når vi finder den dygtige kandidat fra Mexico med de helt rigtige digitale kompetencer, er hun typisk mellem starten af 20’erne og starten af 30’erne. Hun forventer ikke nødvendigvis at skulle blive i Danmark resten af livet, men vil måske arbejde fire-fem år hos Pleo, inden hun skal videre til en anden virksomhed måske i et helt andet land. Hun kommer på et tidspunkt, hvor hun allerede har betalt for sin uddannelse, hvor hun er sund og rask og endnu ikke har fået børn. Hun skal dermed primært yde til det danske velfærdssystem og stort set ikke modtage ydelser. For hende er den pakke, vi kan tilbyde, simpelthen ikke konkurrencedygtig og attraktiv nok. Den er decideret umulig at sælge.

At vores velfærdsmodel er en kæmpe barriere for vores konkurrenceevne på det globale arbejdsmarked er et problem for Pleo ja, men det er i endnu højere grad et problem for Danmark. I Pleo hyrer vi i dag medarbejdere i udlandet, lader dem arbejde hjemmefra og bygger kontorer andre steder i verden. Men for Danmark er konsekvensen, at virksomhederne meget tidligt bliver nødt til at bygge uden for landets grænser, og så taber vi som samfund.

Kig bare på nogle af vores allerstørste nyere succeser Unity og Zendesk, som er startet af danskere og begge er virksomheder med skyhøje markedsværdier på 25 og 50 milliarder kroner. De har henholdsvis 10 og 3 procent af deres medarbejderstab i Danmark efter bare 15 år. Sammenlign det med de teknologiske virksomheder, der blev grundlagt for 100 år siden, og som har bygget et dansk fundament for mange årtier siden. Eksempelvis Novo Nordisk, der i dag stadig har 40% af arbejdspladserne i Danmark, og som i den grad stadig bidrager til vores velfærd. I Danmark kan vi stadig producere unge hoveder, der kan skabe nye vækstkometer, men det er et kæmpe tab, når samfundet ikke får mere ud af morgendagens vindere.

Jeg synes, det burde være en politisk ambition, at virksomheder som Unity og Zendesk har 30-40 procent af deres medarbejdere i Danmark i deres nuværende stadie. Det kan vi kun opnå, hvis vi har nogle bedre rammevilkår for at kunne tiltrække de digitale kompetencer til Danmark. Jeg foreslår, at man kigger mod forskerordningen – et rigtig godt og effektivt initiativ, der har løst et problem med adgangen til den meget højtlønnede del af arbejdskraften. Hvorfor ikke udvide succesen?

For det første kan man udvide de faggrupper, forskerordningen omfatter eller lave en ny ordning, der gælder de digitale nomader, som vi mangler nu. Og for det andet kan man sætte grænsen ned for nøglemedarbejdere, så den matcher de unge digitale talenters lønniveau, der typisk ligger mellem 30 og 60.000 kr.  For helt ærlig, morgendagens digitalisering er mindst ligeså vigtig, som gårsdagens forskning.

Når politikerne ikke vil tale om det, må vi: Vores velfærdsmodel er en kæp i hjulet på et boblende dansk iværksættermiljø. Lad os nu få det løst, før det tørrer ud.

Publiceret i Børsen d. 5/5-19: LINK