Kørselsfradrag 2025: Alt du skal vide

featured-image
Kørselsfradraget: Alt du skal vide | Pleo
9:10
Få vores seneste rapport
DK_Synergy_Report_Resource-Page
Udforsk udfordringerne, fordelene og fremtiden for samarbejde i hele Europa

Har du mere end 24 km til og fra arbejde, er du berettiget til kørselsfradrag – også kaldet befordringsfradrag. Du får fradrag hver eneste dag, du tager til og fra arbejde. Kørselsfradraget udbetales ikke, men indregnes i din årsopgørelse.

Vi er klar til at guide dig gennem alt det, du har brug for at vide om skattereglerne på området. På den måde kan du blive helt sikker på, hvorvidt du er berettiget til kørselsfradrag eller ej, og hvor stort fradraget i så fald er.

  • Kørselsfradraget er et fradrag, du kan få, hvis du har mere end 24 kilometer til og fra arbejde. Jo længere du har til og fra arbejde, jo højere bliver det samlede fradrag.
  • I 2025 er det 2,23 kr./km for transport mellem 25-120 km og 1,12 kr./km for transporten over 120 km.
  • Der er mulighed for forhøjet kørselsfradrag, hvis man har bopæl i yderkommuner og visse småøer, ligesom der er et ekstra fradrag for kørsel over Øresund- og Storebæltsbroen.

Hvad er kørselsfradrag?

Kørselsfradrag eller befordringsfradrag er et fradrag, du kan få, hvis du har mere end 24 kilometer til og fra arbejde. Kørselsfradraget udbetales ikke, men bliver indregnet i din årsopgørelse, og du kan både opnå kørselsfradrag på cykel, i bus, tog eller bil.

 

Så længe du bare har 12 kilometer hver vej, er det underordnet, hvordan du kommer frem og tilbage.

 

Så langt, så godt.

Du kan få kørselsfradrag for alle typer af lønnet arbejde – også studiejob og lønnet praktik. Hvis du derimod er i et ubetalt praktikforløb, kan du ikke få fradrag for de kilometer, du har til og fra praktikstedet.

Kørselsfradraget gives ud fra afstanden mellem din folkeregisteradresse til dit arbejdssted og kun for de dage, hvor du reelt har taget turen til og fra arbejde. Du får altså ikke kørselsfradrag for de dage, hvor du har været på ferie, har været syg eller arbejdet hjemmefra.

Det kan derfor være en god idé løbende at notere, hvor mange arbejdsdage du reelt har haft i løbet af året.

Bilillustration

Forskellen på kørselsfradrag og kørselsgodtgørelse

Mange blander begreberne kørselsfradrag og kørselsgodtgørelse sammen, og vi kan godt forstå hvorfor. Begreberne lyder meget ens, men det vigtigt at vide, at der er tale om to forskellige ting.

Hvor kørselsfradraget som nævnt er et personligt fradrag, som du får for transporten mellem bopæl og arbejdsplads, er kørselsgodtgørelsen en udbetaling, du får fra din arbejdsplads, hvis du har brugt din bil i arbejdsregi. Den skal altså dække udgifter til benzin, forsikring og slitage.

Du kan altså ikke få kørselsgodtgørelse og kørselsfradrag for den samme tur.

Situationer hvor du ikke kan få kørselsfradrag

Selv hvis du har mere end 24 km til og fra arbejde, er der nogle situationer, hvor du alligevel ikke er berettiget til kørselsfradrag.

Det drejer sig om følgende:

  • Din arbejdsgiver betaler for transporten (f.eks. gennem bruttolønsordning eller pendlerkort)
  • Du har fri bil til rådighed (firmabil)
  • Du kører til og fra dit studie, da SU ikke tæller som løn
  • Du kører til og fra ulønnet praktik

Bliver kørselsfradraget udbetalt?

Nej, kørselsfradraget bliver ikke udbetalt. Hvis du oplyser det på din forskudsopgørelse, bliver det medregnet i skatten i løbet af året. Du skal også huske at oplyse det på din årsopgørelse.

 

Fradragets værdi er ca. 26%, så det vil sige, at hvis dit kørselsfradrag er 5.000 kr., sparer du ca. 1.300 kr. i skat.

Satserne for kørselsfradrag i 2025 og 2024

Der er ikke bare én sats for kørselsfradraget. Jo længere du har til og fra arbejde, jo større bliver fradraget samlet set.

Særligt opmærksom skal du være, hvis du bor i yderkommuner eller små ører – eller hvis du skal krydse Storebæltsbroen eller Øresundsbroen på vej til og fra arbejde. I begge tilfælde er du nemlig berettiget til et forhøjet kørselsfradrag.

Transport pr. dag

Fradrag pr. km pr. dag 2025

Fradrag pr. km pr. dag 2024

0-24 km

0 kr. (intet fradrag)

0 kr. (intet fradrag)

25-120 km

2,23 kr.

2,23 kr.

25-120 km

2,47 kr. (yderkommuner og visse småøer)

2,47 kr. (yderkommuner og visse småøer)

Over 120 km

1,12 kr.

1,12 kr.

Over 120 km

2,47 kr. (yderkommuner og visse småøer)

2,47 kr. (yderkommuner og visse småøer)

Bro

Fradrag pr. tur i 2025 og 2024

Storebæltsbroen (Bil/motorcykel)

110 kr.

Storebæltsbroen (Tog/offentlig transport)

15 kr.

Øresundsbroen (Bil/motorcykel)

50 kr.

Øresundsbroen (Tog/offentlig transport)

8 kr.

Hvis du krydser en af disse to broer på vej til og fra arbejde, er det vigtigt, at du noterer dig, at fradraget er pr. tur og ikke pr. dag. Det vil sige, at hvis du kører frem og tilbage samme dag, skal du gange satsen med to. Du skal også huske at gemme dokumentation på betaling af broafgift.

Liste over yderkommuner og småøer

Som nævnt er der mulighed for et forhøjet kørselsfradrag, hvis du bor i en yderkommune eller på visse småøer. Men hvilke øer og kommuner drejer det sig så om?

Yderkommuner i Jylland

Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Læsø, Morsø, Norddjurs, Skive, Struer, Sønderborg, Thisted, Tønder, Vesthimmerland, Aabenraa.

Yderkommuner i Østdanmark og Fyn

Bornholm, Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Langeland, Lolland, Odsherred, Samsø, Slagelse, Svendborg, Vordingborg, Ærø.

Småøer

Aarø, Baagø, Egholm, Endelave, Hjarnø, Mandø, Nekselø, Orø, Sejerø, Tunø.

Når du oplyser din bopælsadresse og arbejdsadresse i TastSelv-løsningen på Skats hjemmeside, vil det forhøjede kørselsfradrag automatisk blive beregnet.

Ø-fradraget skal noteres i en separat rubrik på din års- og forskudsopgørelse. I forskudsopgørelsen er det i felt 429 og i årsopgørelsen er det i rubrik 53.

Mønter, lomme, destinationsmærke

Sådan beregner du dit kørselsfradrag

Når du skal beregne dit kørselsfradrag, skal du være opmærksom på forskellige ting vedrørende din rejse til og fra arbejde: 

  1. Du skal oplyse, hvor mange kilometer du reelt kører til dit arbejde. Det behøver ikke være den korteste rute. Har du afstikkere på ruten – f.eks. hente/bringe børn – skal disse ekstra kilometer ikke regnes med. Kører du i bus eller tog, er det stadig normal-afstanden i bil, som gælder.

  2. Find ud af, hvor mange dage i løbet af et år du tager turen mellem hjemmet og dit arbejde.

Herudover skal du være opmærksom på, hvorvidt du er berettiget til nogle af de forhøjede kørselsfradrag, som vi nævnte tidligere.

Eksempel på udregning af kørselsfradrag

Thomas bor i Langeskov på Fyn og han tager hver dag sin bil til og fra arbejde, som ligger i Vemmelev på Sjælland.

Der er 51 km hver vej (102 i alt), og da Thomas selv betaler for transporten, er han berettiget til kørselsfradrag.

Som det første skal vi finde ud af, hvad Thomas’ daglige kørselsfradrag er. De første 24 km af hans daglige 102 km er ikke fradragsberettiget, så dem starter vi med at trække fra. Det efterlader os med 78 fradragsberettigede km. 

Taksten i 2025 er på 2,23 kr./km, så det giver et dagligt fradrag på 173,94 kr. Så skal vi huske, at Thomas krydser Storebæltsbroen to gange dagligt for at komme til og fra arbejde. Da Thomas tager turen i bil, giver det et ekstra fradrag på 220 kr. pr. dag.

Det vil sige, at Thomas daglige kørselsfradrag er på 393,94 kr. i alt. 

Thomas regner med at have 170 arbejdsdage i løbet af året. 

Det giver ham et årligt kørselsfradrag på: 170 dage X 393,94 kr. = 66.969,8 kr.

Det kan være bøvlet selv at udregne sit kørselsfradrag, så vi vil anbefale dig at bruge Skats beregner. Her kan du meget nemt beregne dit kørselsfradrag ved at indtaste de relevante oplysninger.

Sådan indberetter du dit kørselsfradrag

Skat får automatisk de fleste relevante oplysninger for året. Du kan dog godt opleve, at tallene ikke helt passer alligevel – og det kan der være flere grunde til.

Dem vil vi ikke komme ind på her, men det vigtige er, at du ved hvor og hvordan man justerer tallene, så de passer igen.

Skal du rette i din årsopgørelse, foregår det i rubrik 51.

Skal du rette i din forskudsopgørelse, foregår det i felt 417.

3 gode råd, når du har kørselsfradrag

Hvis du er berettiget til kørselsfradrag, er der nogle små, men smarte ting, du kan gøre i løbet af året for at gøre hele processen nemmere. 

Her er tre gode råd til at gøre processen med kørselsfradrag nemmere:

  1. Notér løbende antal arbejdsdage: Uanset om det foregår i en fysisk kalender, et dokument på computeren eller mobilen - eller noget helt fjerde – er det en god idé løbende at notere, hvor mange dage du rent faktisk har transport til og fra arbejde. På den måde er det nemt lynhurtigt at finde de rigtige tal, når de skal tastes ind i års- og forskudsopgørelsen.
  2. I slutningen af året: Oplys dit forventede kørselsfradrag for det kommende år på din forskudsopgørelse i TastSelv.
  3. I marts: Oplys dit faktiske kørselsfradrag for sidste år på din årsopgørelse i TastSelv.

Præcis kørselsregistrering med Pleo Pocket 

Pleo Pocket har samlet private udlæg, kontanter og kørsel i en smart pakke, så du nemt og smertefrit kan tilbagebetale medarbejdere for deres private udlæg.

Hvad end det er taxature eller egen kørsel, så kan Pleo Pocket beregne afstand og udgifter til brændstof for arbejdsrelaterede ture. 

Vil du vide mere om, hvad du kan få ud af Pleo Pocket? Læs med her.

Gå ikke glip af en artikel

Tilmeld dig i dag, så du kan modtage spændende opdateringer og de seneste nyheder fra Pleo.