Styrk din bogholder- og revisionsvirksomhed med en fleksibel arbejdstilgang
Gå ikke glip af en artikel
Frihed og fleksibilitet forbedrer ikke bare din bogholder- og revisionsvirksomhed, men fremtidssikrer den også som en moderne arbejdsplads. Det kan både være i forhold til hvor lange arbejdsdagene er, hvornår der arbejdes, og hvorfra arbejdet udføres.
Association of Accounting Technicians (AAT) har undersøgt fordelene og ulemperne ved fleksible arbejdstider versus den traditionelle “mandag til fredag fra 9.00 til 17.00”-arbejdsuge.
Det viser sig, at de fleste succesfulde bogholdere og revisorer i dag har indset, at det giver pote at have en fleksibel arbejdstilgang.
Bogholder- og revisionsarbejdet bliver udført som forventet, selvom der ikke ligger noge faste regler for hvordan, hvor og hvornår det skal gøres. Og der er et stort potentiale for at udvikle en endnu mere dynamisk virksomhed med denne tilgang.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at regelmæssigt hjemmearbejde i branchen “erhvervsservice” steg fra 12 % i 2019 til 25 % i 2020. Coronapandemien er naturligvis en af årsagerne til denne store udvikling, men om ikke andet er fleksibilitet på vej frem.
Herunder gennemgår vi de største fordele, der er at hente for en bogholder- og revisionsvirksomhed med en fleksibel arbejdstilgang samt de udfordringer, der ofte følger.
Lad os se nærmere på, hvordan du kan redefinere den klassiske “dag på kontoret”.
1. Maksimer produktiviteten, når der er brug for det
Der er stor sandsynlighed for, at du læser dette efter at have færdiggjort endnu en bunke rapporter. Vi befinder os nemlig midt i revisorernes og bogholdernes højsæson (afslutningen på ét år og starten på et nyt), hvilket typisk resulterer i en masse arbejde udenfor de almindelige arbejdstimer. For nogle af de dygtigste og mest efterspurgte revisorer og bogholdere snakker vi måske om en arbejdsuge på 70-80 timer i løbet af årets første uger eller endda måneder.
I disse perioder vil der være behov for maksimal produktivitet. Men hvordan kan du opnå det, uden at medarbejderne brænder helt ud?
Fleksible arbejdstider er svaret!
Hvis du som revisor eller bogholder har mulighed for at arbejde, hvor og hvornår du har lyst til det, i løbet af årets stille måneder, vil du uden tvivl have mere energi til de travle måneder og således også mere kapacitet til at arbejde igennem, når der virkelig er brug for det.
Fleksible arbejdstider kan give dine kunderne en bedre oplevelse
En fleksibel arbejdstilgang kan være mange ting. Det kan for eksempel være i forhold til, hvornår på døgnet der arbejdes.
Hvis du sidder i et revisionsfirma med en stor arbejdsbyrde fra internationale kunder i forskellige tidszoner, kan det være alfa og omega, at du kan arbejde om aftenen og holde fri om dagen, hvis det er på dét tidspunkt af døgnet, dine kunder er tilgængelige. Det vil også give en bedre kundeoplevelse, at dine medarbejdere ikke er helt udkørte, når kunderne har brug for dem.
Den stakkels medarbejder, der alternativt skal møde ind langt tid før eller blive længe efter sine kolleger, vil ikke være meget mere end en skygge af sig, når dagens vagt lakker mod enden. Og det er ikke sådan en repræsentant, man ønsker at have siddende med kundekontakt. Denne strategi vil på sigt have en negativ effekt på kundetilfredsheden.
Vær ærlig om din virksomheds tilgang
Du kan altså maksimere produktiviteten i din bogholder- og revisionsvirksomhed ved at give dine medarbejdere mere fleksibilitet i de måneder, hvor der ikke er så meget arbejde. Det kan være i form af skæve arbejdstider, kortere arbejdsuger eller frihed til at tage tidligere hjem fra arbejde.
Med denne fleksible tilgang til arbejdsdagen kan du opnå højere tilslutning fra dine medarbejdere, så de er indstillet til at give alt, hvad de kan i de hårde perioder.
Men gennemsigtighed er nøglen til succes. Vær ærlig fra start. Fortæl dine medarbejdere, at fleksibiliteten er et privilegie, der er tilgængeligt i de stille perioder, men sandsynligvis ikke i de travle tider.
2. Tilpasning til den enkelte medarbejder
Der er flere og mere produktive medarbejdere i bogholder- og revisionsbranchen i dag. Vi har igennem de sidste mange år oplevet en flot vækst i bogholderbranchen i forhold til arbejdsproduktivitet og ansatte.
En rapport fra FSR – danske revisorer viser, at arbejdsproduktiviteten i revisionsbranchen (målt i vækst) er steget fra 575.000 kr. i 2008 til 664.000 kr. i 2016, hvilket er en stigning på hele 15 %.
Den positive udvikling skyldes blandt andet en tilpasning af medarbejdernes kompetencer i forhold til den teknologiske udvikling og ændring i kundernes efterspørgsel. Digitalisering af revisionsbranchen vil være en afgørende faktor for virksomhedernes konkurrencedygtighed nu og i fremtiden.
Så det går fremad for bogholder- og revisionsbranchen i Danmark, men vi kan gøre det endnu bedre!
Støt dine medarbejderes foretrukne arbejdsmetode
PwC er en interessant virksomhed at se nærmere på i denne kontekst. De lancerede for nogle år siden et ansøgningskoncept ved navn Flexible Talent Network .
Konceptet tager udgangspunkt i, at ansøgere specificerer deres foretrukne arbejdsmetoder, når de ansøger om et job, hvorved virksomheden kan finde den stilling, der passer bedst til dem på basis heraf. PwC har virkelig formået at udnytte de kommercielle fordele, som øget fleksibilitet tilbyder.
Udover at en fleksibel arbejdstilgang giver dig en konkurrencemæssig fordel, bidrager det også til øget effektivitet. Ifølge Erhvervsindsigt.dk giver muligheden for fjernarbejde eller fleksible arbejdstider medarbejdere mere tid og overskud til familie og fritid, hvilket ligeledes kan bidrage til højere produktivitet, når de er på arbejde.
Mål produktivitet med fælles KPI’er
For nogle ledere vil det, vi har talt om indtil nu, ikke være nok til at overbevise dem om at ændre de traditionelle arbejdsmønstre. Men det kan være, at dette punkt vil være et skridt i den rigtige retning.
Prøv at finde andre måder at måle produktivitet på – en måde, som alle kan være enige om.
Det betyder, at det er tid til at etablere din virksomheds KPI’er (Key Performance Indicators) for medarbejdernes produktivitet. Gør dette og få alle medarbejdere med ombord. Dernæst er det bare at stole på, at dine medarbejdere når deres mål – eller måske endda mere end det. Vi tror, du vil blive positivt overrasket over resultaterne fra dem, der arbejder hjemmefra eller har fleksible arbejdstider.
At indføre fleksibilitet på en arbejdsplads kan være udfordrende, og især i starten kan det kræve meget af både ledelsen og medarbejderne. En af de vigtigste ting i denne forbindelse er tydelig kommunikation mellem de to parter.
3. Fasthold dine dygtige medarbejdere med fleksible løsninger
Bogholder- og revisionsvirksomheder skal ikke bare tiltrække de dygtigste medarbejdere – de skal også kunne fastholde dem. Undersøgelser viser, at når først folk har haft et job med fleksibilitet, vil de helst ikke undvære det igen.
Du kan støtte dine medarbejdere ved at tage deres behov i betragtning. Hvis en ansat for eksempel bor langt fra kontoret, kan du spare vedkommende for flere timers transport ved at lade vedkommende arbejde hjemmefra. FSR – danske revisorer har nogle råd til, hvordan du kan revidere fra hjemmet .
Som vi skrev i starten, følger der også udfordringer med den fleksible arbejdstilgang. Det er ikke ualmindeligt, at medarbejdere, som ikke er på kontoret 40 timer om ugen (eller mere), tror, at de bliver forbigået til forfremmelse. Det bunder i en overbevisning om, at chefen forfremmer de medarbejdere, som er mere synlige på arbejdspladsen .
Denne frygt kan føre til, at medarbejdere søger andre steder hen, hvor de tror, at chancen for forfremmelse er højere.
Den gode nyhed er, at lederne kan imødekomme denne frygt. Det kan være ved små ændringer, såsom videoopkald til de medarbejdere, der arbejder hjemmefra, da det kan bidrage til at styrke relationen på trods af den fysiske afstand.
Vi har også andre gode tips til, hvordan du kan forbedre samarbejdet med dine medarbejdere, som arbejder hjemmefra.
4. Mere diversitet i din bogholder- og revisionsvirksomhed
Jo mere fleksibel din bogholder- og revisionsvirksomhed er, desto mere forskellig arbejdskraft vil du kunne tiltrække.
Ved at tilbyde nye måder at arbejde på, viser du, at din virksomhed kan tilpasse sig de enkelte medarbejderes unikke situation – hvad end der er tale om fleksible arbejdstider, hjemmearbejde, en kortere arbejdsuge eller noget helt andet.
Tiltræk kvindelige bogholdere og revisorer med fleksibilitet
En arbejdsplads med plads til individualitet og fleksibilitet vil appellere til mange forskellige mennesker.
Forældre er et oplagt eksempel på netop dette. Især mødre, som vender tilbage til bogholder- og revisionsbranchen efter barsel, vil hurtigt opleve, at den traditionelle arbejdsdag fra kl. 9.00 til kl. 17.00 på kontoret måske ikke er den bedste løsning. En tilpasset og fleksibel arbejdstilgang vil derimod kunne få hendes liv til at hænge bedre sammen og dermed føre til større tilfredshed.
Derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at fleksible arbejdsmuligheder har bidraget til at forbedre repræsentationen af kvinder i lederroller. Og det giver god mening at bestræbe sig på at tiltrække flere kvinder til din virksomhed. Ifølge FSR – danske revisorer er der uden tvivl plads til flere kvindelige bogholdere og revisorer . Når man ser på direktionsgangene, i bestyrelserne og blandt partnerne i bogholder- og revisorbranchen, er det nemlig fortsat mændene, der dominerer. Det gælder også foreningens godkendte revisorer, hvor under en femtedel er kvinder.
Her kan du læse om fordelene ved at have kvindelige fagfolk i din bogholder- og revisionsvirksomhed.
5. Tænk fremad! Tiltræk generation Y
Du skal tænke fremad, når du redefinerer din arbejdstilgang. Vil din revisionsvirksomhed også kunne tiltrække den omdiskuterede generation Y?
Fleksible arbejdsforhold har længe været en af de vigtigste parametre for netop denne generation (også kaldt millennials ), der er født i år 1980-1995, det vil sige de 27-42 årige.
En rapport fra Erhvervsstyrelsen viser, at der i 2018 kun var 0,09 % godkendte revisorer under 30 år i Danmark, og kun 10 % i aldersgruppen 30-39 år. Så når vi taler om at styrke din bogholder- og revisionsvirksomhed med mere diversitet, gælder det altså også om at få fat i den yngre generation.
Det kan du gøre ved at tilbyde fleksibilitet. En undersøgelse foretaget af ACCA (Association of Chartered Certified Accountants) fastslår, at 71 % af revisorer og økonomiske fagfolk i generation Y mener, at en fleksibel arbejdstilgang er vigtig eller meget vigtig i forhold til deres karrierevalg.
Idéen om en livslang karriere som revisor er ikke lige så attraktiv for generation Y, som det har været for tidligere generationer, men det kan en fleksibel arbejdstilgang måske lave om på.
Derfor skal du tilbyde de nye unge revisoruddannede alle de fordele, du kan, for at være et skridt foran dine konkurrenter. Reklamerer konkurrenterne med fleksible arbejdstider eller med mulighed for hjemmearbejde? Hvis ikke, så sørg for, at det fremgår af dine stillingsopslag. Tænk over, hvordan kan du skille dig ud fra mængden og tiltrække de unge talenter .
6. Få glæde af dine medarbejderes interesser
Du har nok hørt termen “work-life balance” mange gange efterhånden, og det er ikke uden grund. En undersøgelse fra 2019 af Dansk Magisterforening viser, at det at have en sund balance mellem arbejde og privatliv skaber arbejdsglæde, øger effektiviteten og er afgørende for medarbejdernes tilfredshed og stressniveau.
Ved at støtte dine medarbejdere og give dem mulighed for at dyrke deres interesser uden for arbejdet bidrager du til en bedre balance mellem arbejdslivet og fritiden, som er netop dét “work-life balance” handler om. Arbejdslivet og privatlivet er ikke så let adskilleligt. Derfor er der er brug for fleksibilitet på det danske arbejdsmarked , mener Marianne Thiel Persson, som er talsperson for Forældre på Arbejde.
Uanset om det er styrketræning, ridning, madlavning eller frivilligt arbejde, som dine medarbejdere brænder for at lave i deres fritid, kan din virksomhed vise opbakning og tillid ved at tilbyde dem en fleksibel arbejdstilgang.
Det kan også vække interessen hos andre medarbejdere, at der er åbenhed og fleksibilitet omkring de ansattes interesser. På sigt kan det skabe en stærkere relation imellem de ansatte og styrke virksomheden som helhed. Før du ved af det, er der måske en løbeklub, der mødes hver anden morgen kl. 7.00 til en løbetur, inden de står klar ved skrivebordet og laver prognoser kl. 8.00.
7. Vær på forkant med de kulturelle forandringer
Selvom der er mange fordele ved en fleksibel arbejdstilgang for både den ansatte og virksomheden, er der stadig nogle medarbejdere, som ikke føler, de tør tage samtalen med chefen.
En undersøgelse fra Storbritannien afslørede, at 42 % af medarbejdere er af den opfattelse, at det vil påvirke deres karriere negativt, hvis de bad om fleksible arbejdstider. Her kan vi også igen fremhæve eksemplet med, at mange frygter de mister muligheden for forfremmelse, hvis de ikke er synlige på arbejdspladsen.
Ved at komme udfordringerne og usikkerheden i forkøbet, kan du drage nytte af alle de fordele, vi har gennemgået i denne artikel. Gør det tydeligt, at fleksibilitet er en af din bogholder- og revisionsvirksomheds værdier, og hvordan det skaber en bedre arbejdsplads, at medarbejdere kan arbejde fra køkkenbordet, kl. 23.00 en fredag aften eller på vej til de østrigske alper.
Der er fortsat mange myter omkring fleksible arbejdstider, hjemmearbejde og andre former for fleksibilitet på arbejdspladsen. Så lad os hjælpe hinanden med informere om de mange fordele og sætte skub i den positive forandring indenfor bogholder- og revisionsbranchen!