Sådan udvikler du en effektiv IT-strategi

featured-image
Sådan udvikler du en effektiv IT-strategi | Pleo Blog
16:53
Styrken ved bedre forretningsbeslutninger
H2_Report_Prismic_01 DK
Dugfriske data fra 2.650 økonomiske beslutningstagere i Europa

Hvis du vil have det maksimale ud af din IT-investering, er det afgørende, at du har en effektiv IT-strategi.

En veldefineret IT-strategi sikrer, at dine teknologiinvesteringer ikke blot understøtter dine nuværende mål, men også positionerer din virksomhed til fremtidig vækst og innovation. Men hvor starter man, og hvordan sikrer man, at strategien bliver både handlingsorienteret og tilpasset virksomhedens unikke behov?

Det er netop, hvad vi berører i dette blogindlæg. Her kommer vi hele vejen rundt om IT-strategiens ABC, så du får værktøjerne til at sikre, at din IT-strategi bliver en værdifuld drivkraft for din virksomheds succes.

  • En IT-strategi skaber retning for teknologiens rolle i virksomheden og forbinder IT-beslutninger med forretningsmål.
  • Der findes mange typer af IT-strategier, f.eks. infrastruktur, cloud, sikkerhed og digital transformation, afhængigt af behov.
  • En god strategi starter med forretningsmål, vurderer nuværende IT, sætter en vision og kobler det hele med handling og governance.

Hvad er en IT-strategi?

I sin enkleste form er en IT-strategi dit roadmap for, hvordan teknologi skal understøtte og drive din virksomhed fremad. 

Det er ikke en teknisk manual fyldt med serverspecifikationer og kodeord, men snarere en strategisk plan, der forbinder dine IT-beslutninger med det, du faktisk vil opnå som virksomhed.

Uden en IT-strategi er det som at bygge et hus uden en plan. Jo, du ved godt, at du skal have vægge, tag og døre, men hvor skal de stå, og hvordan skal det hele hænge sammen? En IT-strategi er din digitale byggeguide – en plan, der sikrer, at alle dine teknologiske investeringer faktisk hjælper dig med at nå dine forretningsmål.

Det handler i bund og grund om at sætte en fælles kurs for, hvordan teknologi skal bidrage til vækst, effektivitet og fremtidssikring – ikke bare i IT-afdelingen, men på tværs af hele organisationen.

Forskellige typer af IT-strategi

En IT-strategi er ikke bare én ting. Den kommer i mange former, alt efter, hvad en organisation har behov for at opnå. Nogle strategier fokuserer på at sikre et stærkt teknisk fundament, mens andre har et mere forretningsorienteret sigte.

Her er en oversigt over de typiske former for IT-strategier:

1. Infrastruktur-strategi: For at sikre en stabil, sikker og fremtidssikret IT-platform skal du tænke strategisk om alt fra servere og netværk til de enheder, medarbejderne bruger til daglig.

Overvej f.eks. at:

  • Flytte fra lokale servere til cloud- eller hybridløsninger.

  • Ensrette hardware og software for at lette vedligeholdelsen.

  • Standardisere på platforme som Microsoft 365 og Azure.

2. Cybersikkerheds-strategi: Cybertrusler bliver kun flere og mere avancerede, så din strategi bør være tilsvarende avanceret.

Tænk over at:
  • Implementere firewalls, antivirus og multifaktor-login.
  • Træne medarbejderne i sikker adfærd.
  • Udarbejde beredskabsplaner og teste dem regelmæssigt.

Du skal både kunne overholde regler som NIS2 og GDPR, og samtidig sikre mod daglige risici.

3. Cloud-strategi: Cloud er ikke bare en teknisk løsning, men en måde at tænke drift og udvikling på. Din strategi bør besvare spørgsmål som:

  • Hvilke systemer skal i skyen – og hvornår?
  • Skal du vælge en offentlig, privat eller hybrid cloud?
  • Hvordan holder du styr på omkostninger og datasikkerhed?

Sørg også for at tage stilling til leverandørafhængighed og backup-løsninger.

Læs mere: The sky’s the limit: Din guide til en effektiv cloud-strategi

4. IT Service Management (ITSM): Vil du sikre stabil drift og høj supportkvalitet, bør du arbejde strategisk med dine IT-services. Det indebærer typisk:

  • Gennemtænkt håndtering af hændelser, ændringer og problemer.
  • Et tydeligt servicekatalog og definerede SLA’er.
  • Automatisering og brugerportaler, der gør hverdagen nemmere.

Læs også: Din guide til IT Service Management (ITSM)

5. Data governance og datastyring: Dine data er kun noget værd, hvis de er tilgængelige, pålidelige og korrekt håndteret. Derfor skal du bl.a.:

  • Definere ansvar og roller omkring datakvalitet.
  • Implementere datakataloger og metadata-styring.

  • Sikre overholdelse af GDPR og interne retningslinjer.

6. Digital transformations-strategi: Det handler ikke kun om nye systemer, men også om at bruge teknologi til at gentænke hele måden, du arbejder på.
Du kan f.eks.:

  • Automatisere gentagne manuelle opgaver.
  • Tag AI og maskinlæring i brug for at levere smartere løsninger.
  • Bringe data i spil for at forbedre kundeoplevelser.

Transformation kræver også, at du tager kultur og arbejdsgange alvorligt – ikke kun teknologien.

Læs mere: Hvad er digital transformation, og hvordan skaber den værdi i din virksomhed?

7. Forretningsberedskab og IT-gendannelse: Du skal også sikre virksomhedens robusthed i tilfælde af IT-nedbrud, cyberangreb eller andre kriser.

Strategien omfatter bl.a.:

  • Risikoanalyser og prioritering af kritiske systemer.
  • Backup- og gendannelsesprocedurer.
  • Øvelser og test af beredskabsplaner.

Det handler ikke kun om it-afdelingen. Du skal have hele organisationen med.

Læs mere: IT-sikkerhed: dit værn mod cyberkriminelle

Hvad indeholder en IT-strategi?

Nu hvor du ved, hvad en IT-strategi er, så lad os kigge på, hvad der faktisk skal være i den. Ligesom en opskrift, hvor der skal være styr på ingredienser og mængder, bliver en IT-strategi hurtigt noget rod, hvis du ikke har de rigtige komponenter med i den rigtige rækkefølge.

Først og fremmest skal din IT-strategi starte med dine forretningsmål. Det lyder måske banalt, men du ville blive overrasket over, hvor mange virksomheder begynder med at tale om, hvilken server de skal købe, før de overhovedet har defineret, hvad de vil opnå. Vil du vokse med 50% næste år? Forbedre kundeservicen? Blive mere effektiv? Disse mål skal være det første, du skriver ned.

Dernæst kommer en ærlig vurdering af, hvor du er i dag. Hvilke systemer har du allerede? Hvad virker godt, og hvad holder dig tilbage? Det er lidt som at rydde op i dit skab. Du bliver nødt til at se, hvad du har, før du kan beslutte, hvad du skal beholde, opgradere eller smide ud.

Så skal du definere din teknologiske vision. Hvor vil du gerne være om 2-3 år? Måske drømmer du om en cloud-baseret løsning, hvor dine medarbejdere kan arbejde fra hvor som helst, eller om AI-værktøjer, der automatiserer de kedelige opgaver. Det er her, du får lov til at tænke stort, men stadig realistisk.

Budgettet er selvfølgelig også en central del. Ikke bare hvad du har at arbejde med nu, men hvordan du forventer at investere over tid. IT-strategier handler sjældent om at købe alt på én gang. Det er mere som at renovere et hus, hvor du prioriterer, hvad der er vigtigst først.

Når du har styr på det, er det tid til at udarbejde en handlingsplan. Din handlingsplan skal beskrive, hvordan du vil implementere strategien i praksis, inklusive tidsplaner og fordeling af ressourcer. Det sikrer, at strategien bliver til konkrete handlinger, der fører til resultater.

Du skal også tage højde for potentielle risici. Hvilke udfordringer kan du støde på, og hvordan kan du minimere dem? En solid risikoanalyse hjælper dig med at være forberedt på det uventede.

Endelig skal du sørge for god governance og opfølgning. Det er her, mange IT-strategier fejler. Du kan have nok så mange visioner og fine PowerPoints, men uden tydelig governance og opfølgning sker der ingenting. Det betyder konkret, at du skal have klare rammer for, hvem der har ansvar for hvad, og hvordan I følger op på fremdriften. Det kan være en styregruppe, der mødes fast, KPI’er for centrale mål og kvartalsvise statusopdateringer.

Du bør også sikre, at strategien er forankret hos ledelsen og ikke kun i IT-afdelingen. Når ledelsen er med ombord, er chancerne langt større for, at strategien bliver omsat til konkrete indsatser og investeringer.

Husk, at din IT-strategi ikke bør være hugget i sten. Du bør regelmæssigt revidere og tilpasse den til dine skiftende behov og nye teknologiske muligheder.

Hvad sker der, hvis man ikke har en IT-strategi?

Manglen på en strategi er i sig selv en slags strategi – bare ikke en særlig god en. Det er lidt som at tage på verdensomsejling uden søkort, GPS eller kompas. Du ender med at famle i blinde og ikke ane, hvor du er på vej hen. Bevares, Christoffer Columbus fandt da Amerika uden søkort, men han ledte altså også efter Indien.

På samme måde risikerer du som virksomhed at fare vild i din egen teknologiske udvikling, hvis du ikke har en klar og gennemtænkt IT-strategi. Uden retning, ingen fremdrift.

Og måske vigtigere endnu: uden strategi risikerer du også at sakke bagud i forhold til din digitale modenhed, og det har dokumenterede konsekvenser.

Virksomheder med høj digital modenhed klarer sig nemlig markant bedre – også finansielt. Ifølge en stor Deloitte-undersøgelse er de tre gange så tilbøjelige til at overgå gennemsnittet i deres branche

Og gevinsterne rækker langt ud over økonomien: højere effektivitet, bedre kundeoplevelser, større medarbejderengagement, hurtigere innovation og endda mere bæredygtige og inkluderende løsninger.

Uden en IT-strategi bliver det svært at opbygge den modenhed. Du mangler nemlig de fundamentale brikker: fleksibel infrastruktur, intelligente arbejdsgange, datamodenhed og evnen til at tilpasse din forretningsmodel.

Så hvad er konsekvenserne? Her er nogle af de typiske risici ved at mangle en strategi:

  • Spildte ressourcer: Du kan ende med at investere i teknologier, der ikke understøtter dine forretningsmål eller hurtigt bliver forældede.
  • Dårligere konkurrenceevne: Dine konkurrenter, der har en klar IT-strategi, kan hurtigt overhale dig i effektivitet og innovation.
  • Potentiale for sikkerhedshuller: Uden en samlet plan kan din IT-infrastruktur blive en lappeløsning, der efterlader dig sårbar over for cybertrusler.
  • Ineffektivitet: Du risikerer at have systemer, der ikke kan tale sammen, hvilket fører til dobbeltarbejde og frustrerede medarbejdere.
  • Manglende fleksibilitet: Når nye muligheder eller udfordringer opstår, kan du have svært ved at tilpasse dig hurtigt.
  • Missede forretningsmuligheder: Du kan overse, hvordan ny teknologi kunne have åbnet nye markeder eller forbedret dine produkter.
  • Skabe forvirring i organisationen: Uden en klar retning kan forskellige afdelinger træffe modstridende IT-beslutninger.
  • Øgede omkostninger: Ad hoc-beslutninger om IT kan ofte være dyrere på lang sigt end en velplanlagt strategi.

Ved at have en klar IT-strategi kan du proaktivt adressere disse udfordringer og i stedet positionere din virksomhed til succes i den digitale tidsalder.

Trin-for-trin: Sådan udvikler du en effektiv IT-strategi til din virksomhed

Med en gennemtænkt IT-strategi på plads kan teknologi blive en kraftfuld drivkraft for vækst, innovation og effektivitet.

Men hvordan går man fra idé til virkelighed? Hvordan sikrer du, at din IT-strategi ikke bare bliver endnu et dokument på hylden, men en levende del af din virksomheds daglige drift?

Vi guider dig trin-for-trin gennem processen, så du kan skabe en IT-strategi, der virkelig gør en forskel – fra forståelsen af dine forretningsmål til den endelige implementering og løbende overvågning.


1. Analysér og definér jeres IT-behov: Enhver god IT-strategi starter med et solidt fundament: en dybdegående forståelse af din virksomhed. Identificér jeres overordnede mål og de udfordringer, I står over for. Hvordan ser jeres nuværende IT-situation ud – hvilke systemer bruger I, hvor er styrkerne, og hvor er svaghederne? Find kløften mellem jeres nuværende IT-landskab og jeres fremtidige ambitioner. Brug analysen til at definere klare, målbare IT-mål, der direkte understøtter virksomhedens strategiske retning.

2. Planlæg strategien og ressourcerne: Med jeres behov og krystalklare mål, er det tid til at lægge den konkrete plan. Her udarbejder du en detaljeret handlingsplan for, hvordan IT-målene skal nås, herunder tidslinjer og ansvarsområder. En central del er også at fastlægge budgettet for IT-strategien, der dækker både hardware, software, cloud-tjenester og personale. Vælg de teknologier og systemer, der bedst understøtter jeres strategi, og udvikl en implementeringsplan for udrulningen i organisationen.

3. Forankr strategien i organisationen: En fantastisk IT-strategi er værdiløs, hvis den ikke er kendt og accepteret i hele virksomheden. Derfor bør der skabes en robust governance-struktur, der definerer, hvordan beslutninger om IT træffes, og hvem der er ansvarlig for hvad. Lige så vigtigt er det at kommunikere jeres IT-strategi klart og tydeligt til alle medarbejdere, så de forstår dens formål, deres rolle og de fordele, den bringer med sig.

4. Implementer og følg op løbende: Planen er lagt, strategien er kommunikeret. Nu skal der handles! Begynd implementeringen af jeres IT-strategi, men vær forberedt på at justere undervejs. Overvåg løbende IT's performance og bidrag til virksomheden ved at definere og følge relevante KPI'er. Brugerfeedback og resultater skal bruges aktivt til at optimere strategien. Husk, at IT-strategi ikke er et engangsprojekt.

5. Justér og udvikl strategien (Kontinuerlig forbedring): Teknologi og markedsforhold ændrer sig konstant. Din IT-strategi skal være et levende dokument, der tilpasses disse ændringer. Planlæg at gennemgå og opdatere jeres strategi regelmæssigt – typisk årligt, men også når der sker betydelige ændringer i jeres virksomhed, markedet eller den teknologiske udvikling. Denne kontinuerlige tilpasning sikrer, at jeres IT-strategi altid er relevant og effektiv.

Hvordan ser en IT-strategi ud?

En IT-strategi behøver ikke være et langt dokument spækket med tekniske detaljer, men den skal give en klar retning. Et godt eksempel på, hvordan det kan gøres i praksis, er Danmarks Statistiks IT-strategi 2025

Strategien er struktureret, fokuseret og fremtidssikret, og kan tjene som inspiration til, hvordan andre virksomheder kan gribe det an.

Strategien er bygget op omkring fem centrale temaer:


  1. Modernisering af teknologi og systemer (legacy): Danmarks Statistik har et klart fokus på at udskifte forældede teknologier som Oracle og SAS med moderne, open source-baserede løsninger som PostgreSQL, R og Python. Målet er at gøre deres tech stack mere fremtidssikker og tiltrække nye kompetencer – en vigtig pointe for alle organisationer med ældre IT-platforme. Strategien viser, at modernisering kræver både teknisk planlægning og organisatorisk mod.

  2. Robust udvikling og arkitektur: Med store tværgående projekter i horisonten, satser Danmarks Statistik på ensretning, DevOps og automatisering. Det handler ikke kun om bedre kode, men også om hurtigere time-to-market, højere kvalitet og færre fejl. Her er læringen, at skalerbarhed og arkitektur bør være en strategisk disciplin og ikke kun en opgave for udviklerne.

  3. Informationssikkerhed og datafortrolighed: Strategien sætter informationssikkerhed centralt – både teknisk og kulturelt. Danmarks Statistik arbejder med segmentering, sikkerhedsbevidsthed, ISO-certificering og en ny sikker digital arbejdsplads (DSDA), hvor statistikdata holdes helt afskåret fra internettet. Det illustrerer, at sikkerhed ikke kan være et separat spor, men skal gennemsyre hele organisationens tilgang til IT.

  4. Et innovativt værktøjskit: I stedet for at diktere én teknologi, tilbyder strategien et professionelt, fælles værktøjskit, hvor medarbejdere kan arbejde med moderne værktøjer som Power BI, Python og R, men efter fælles standarder og best practices. Pointen her er, at innovation kræver både frihed og struktur, ellers breder det teknologiske efterslæb sig hurtigt igen.

  5. Styring, implementering og tværgående samarbejde: Strategien er ikke bare en vision. Den følges op af årlige arbejdsplaner, forankret i direktionen og de relevante fagkontorer. Den tydelige kobling mellem strategiske mål og operationelle initiativer sikrer fremdrift. Her kan mange virksomheder lære, at en god strategi også kræver governance og ejerskab på tværs.

Danmarks Statistiks IT-strategi 2025 viser, hvordan man kan formulere en IT-strategi, der både peger fremad og tager hånd om virkeligheden i dag. Den kombinerer modernisering, driftssikkerhed og innovation og den kan læses som en praktisk opskrift på, hvordan man kan bygge en IT-strategi.

Gå ikke glip af en artikel

Tilmeld dig i dag, så du kan modtage spændende opdateringer og de seneste nyheder fra Pleo.