Hvad er et likviditetsbudget, og hvorfor er det vigtigt?

featured-image
Hvad er et likviditetsbudget, og hvorfor er det vigtigt? | Pleo Blog
8:09
Styrken ved bedre forretningsbeslutninger
H2_Report_Prismic_01 DK
Dugfriske data fra 2.650 økonomiske beslutningstagere i Europa

Hvorfor klarer nogle virksomheder sig, mens andre hurtigt løber tør for luft?

En af forklaringerne er, at de har styr på deres likviditet – og det starter med et likviditetsbudget.

Et likviditetsbudget er et enkelt, men effektivt redskab, der giver dig overblik over, hvornår pengene forventes at komme ind og gå ud. Det hjælper dig med at forudse og forebygge likviditetsproblemer – og i sidste ende kan det være forskellen på stabil drift og økonomisk kollaps.

  • Et likviditetsbudget giver overblik over, hvornår pengene kommer ind og ud, og hjælper med at undgå pludselig pengemangel.
  • Det er et centralt styringsværktøj, der skaber ro, forbedrer beslutningstagning og styrker virksomhedens handlefrihed.
  • Budgettet kan forudse perioder med likviditetspres og gør det lettere at planlægge investeringer, udskydelser af betalinger eller finansiering.
  • Mange virksomheder lukker tidligt på grund af dårlig likviditetsstyring – særligt i brancher med store udsving og sene betalinger.
  • Et simpelt Excel-ark med realistiske ind- og udbetalinger over tid kan give dig den nødvendige indsigt til at styre udenom likviditetskriser.

Hvad er et likviditetsbudget?

Et likviditetsbudget er en prognose over din virksomheds pengestrøm. Det viser dig, hvornår pengene kommer ind på kontoen, og hvornår de går ud igen. 

I modsætning til dit almindelige budget, der fokuserer på indtægter og udgifter over en periode, handler likviditetsbudgettet specifikt om timing af betalinger.

Et likviditetsbudget giver dig svaret på nogle af de allermest kritiske spørgsmål om din virksomhed: Har du penge nok til at betale løn den 1. i næste måned? Kan du betale leverandørerne til tiden? Og hvornår er det sikreste tidspunkt at investere i nyt udstyr eller ansætte ekstra personale?

Med andre ord, hjælper likviditetsbudgettet dig med at undgå ubehagelige overraskelser og sikre, at din virksomhed har tilstrækkelig likviditet på firmakortet til at overleve og vokse. 

Det giver dig også mulighed for at identificere perioder, hvor der opstår likviditetspres, så du i god tid kan tage beslutninger om f.eks. at udskyde betalinger, fremskynde fakturering eller søge ekstern finansiering.

Likviditetsbudgettet kan således vise sig som en ganske afgørende brik i din likviditetsstyring. Lær mere om likviditetsstyring i vores blogindlæg 4 råd til at styre din likviditet, og hvorfor det er vigtigt.

I en usikker eller vækstpræget fase er det særligt vigtigt – ikke mindst fordi mangel på likviditet er en af de mest almindelige årsager til, at ellers sunde virksomheder går nedenom og hjem.

Derfor bør du (næsten) altid lave et likviditetsbudget

Et likviditetsbudget er et af de vigtigste styringsværktøjer i enhver virksomhed – nærmest uanset størrelse eller branche. Det handler ikke kun om at sikre, at der er penge på kontoen, men også om at få ro og overblik. 

Her er nogle af de vigtigste årsager til, at et likviditetsbudget bør prioriteres:

  • Undgå likviditetskriser: Et likviditetsbudget giver dig en tidlig heads up, hvis du risikerer at løbe tør for penge, så du kan handle i tide.

  • Bedre beslutninger: Du får en realistisk forståelse af, hvornår det er muligt at investere, ansætte eller øge lageret.

  • Håndter sæsonudsving og betalingsfrister: Likviditetsbudgettet gør det nemmere at planlægge omkring perioder med lavere indtægter eller lange betalingsbetingelser.

  • Forbered dialogen med banken: Banker og investorer ser positivt på virksomheder, der har styr på deres likviditet og kan dokumentere det.

  • Fleksibelt og let at komme i gang: Du behøver ikke et avanceret system. Et simpelt Excel-ark kan være nok til at give dig værdifulde indsigter.

Når det er sagt, er der enkelte situationer, hvor et detaljeret likviditetsbudget kan være mindre nødvendigt – f.eks. hvis din virksomhed har meget stabile og forudsigelige ind- og udbetalinger, store likvide reserver, eller hvis du driver en forretning med få transaktioner. 

Men for langt de fleste virksomheder er et likviditetsbudget en enkel måde at minimere risiko og maksimere handlefrihed.

Likviditet som overlevelsesfaktor

Nyere tal fra SMVdanmark viser, at færre nystartede virksomheder overlever de første år – og for mange handler det om likviditet. Mellem 53 og 59 procent af alle nystartede virksomheder ophører inden for de første fem år, og likviditetsproblemer er ofte en af hovedårsagerne.

Et likviditetsbudget kan derfor være forskellen på at lukke eller lykkes. Det giver overblik over, hvornår pengene reelt er til rådighed – og hvornår de ikke er. Når betalingsfrister, uforudsete udgifter og lange debitorperioder presser økonomien, kan et likviditetsbudget give dig den nødvendige handlefrihed og mulighed for at træffe rettidige beslutninger.

Hvad indeholder et likviditetsbudget?

For at kaste lys over din virksomheds fremtidige økonomiske sundhedstilstand er det afgørende, at dit likviditetsbudget omfatter alle kommende ind- og udbetalinger fra din virksomheds bankkonto.

Startbeløb

  • Likvide midler primo: Det beløb, der står på kontoen ved månedens begyndelse.

Indbetalinger

  • Indbetalinger fra drift: F.eks. betaling fra kunder eller online salg.
  • Andre indbetalinger: F.eks. tilskud, lån, momsrefusion eller egenkapital.

Udbetalinger

  • Udgifter til drift: Løn, husleje, vareindkøb, markedsføring, software osv.
  • Andre udbetalinger: F.eks. afdrag på lån, investeringer eller udbytte.

Resultat

  • Samlede indbetalinger og udbetalinger: Viser den samlede pengestrøm for måneden.
  • Likviditet ultimo: Forventet kontosaldo ved månedens udgang. Beregnes som:
    Likvide midler primo + indbetalinger – udbetalinger.

Budgettet vises som regel over 12 måneder, så du let kan spotte perioder med overskud eller likviditetsmangel.

Trin-for-trin: Sådan laver du et likviditetsbudget

Det kan måske virke overvældende at skulle lægge et likviditetsbudget, hvis man ikke har prøvet det før. Men det er faktisk mere enkelt, end du måske tror. Du behøver ikke avancerede systemer eller programmer – en simpel Excel-fil er helt fin, så længe du har styr på strukturen.

Her får du en trinvis guide til at komme godt i gang:

  1. Fastlæg perioden: Start med at definere, hvor langt frem budgettet skal række. De fleste laver det for 12 måneder ad gangen, men i usikre perioder kan det give mening med kortere intervaller (f.eks. uge- eller kvartalsbasis).
  2. Indtast din likviditet primo: Notér det beløb, du har stående på virksomhedens konto ved budgetperiodens begyndelse. Det danner udgangspunktet for resten af budgettet.
  3. Kortlæg alle forventede indbetalinger: List alle forventede indtægter måned for måned:
  • Salg og fakturering (med realistiske betalingsfrister)
  • Tilskud, refusioner og moms
  • Eventuelle lån, investeringer eller andre kapitaltilførsler

Vær konservativ – hellere underbudgettere end overvurdere dine indbetalinger.

  1. Registrér alle forventede udbetalinger: Udfyld dine faste og variable udgifter for hver måned:
  • Løn og personaleomkostninger
  • Husleje, drift og faste abonnementer
  • Varekøb og produktion
  • Investeringer, afdrag, momsbetaling m.m.

Husk også sæsonudsving, feriepenge og engangsudgifter.

  1. Beregn månedens likviditet: Brug formlen:

    Likviditet ultimo = Likviditet primo + Indbetalinger – Udbetalinger

Gentag dette for hver måned, så du kan se, hvordan saldoen udvikler sig over tid.

  1. Identificér likviditetsudsving: Analyser tallene for at spotte måneder med risiko for underskud eller særligt høj belastning. Udsvingene viser, hvor du skal handle proaktivt – f.eks. ved at justere betalingsbetingelser, udsætte udgifter eller søge finansiering.
  2. Opdater og brug budgettet løbende: Et likviditetsbudget er ikke et statisk dokument. Opdater det løbende med faktiske tal og nye forventninger, så det forbliver relevant og kan bruges aktivt i beslutninger.

Læs mere: Fra statisk til dynamisk: Sådan fungerer et rullende forecast

Gå ikke glip af en artikel

Tilmeld dig i dag, så du kan modtage spændende opdateringer og de seneste nyheder fra Pleo.