Hvordan stigningen i mobilbetalinger vil påvirke virksomheder i 2024

featured-image

Gå ikke glip af en artikel

I løbet af de sidste par år har landskabet for finansielle transaktioner ændret sig betydeligt med tendenser som digital transformation, kunstig intelligens, bæredygtighed, Open Banking og selvfølgelig stigningen i mobilbetalinger. Og Danmark er faktisk blandt de mest digitaliserede lande på betalingsområdet.

Efterhånden som forbrugernes efterspørgsel på mobilbetalinger stiger, bør virksomheder drage fordel af denne nye teknologi for at skabe mere vækst og give en bedre kundeoplevelse.

Lad os se på de muligheder, en virksomhed har for at implementere de forskellige teknologier til mobilbetaling.

1. Køb nu, betal senere (delbetalinger)

Køb nu, betal senere (delbetalinger) tog fart under pandemien på grund af stigningen i online shopping kombineret med økonomisk ustabilitet. Det er en form for kortfristet finansiering, der giver forbrugerne mulighed for at betale for ting over en periode i stedet for på én gang.
Det er meget nemmer at blive godkendt til en “køb nu, betal senere”-ordning sammenlignet med almindelige banklån, og mange forhandlere tilbyder endda selv denne service – eller forbrugere kan bruge en tredjepartsapp som Klarna .

Hvordan fungerer det?

Når man køber noget hos en forhandler, der tilbyder delbetaling, vælger forbrugeren selv den ønskede nedbetalingsperiode. Kunden lægger eksempelvis 30 % af det samlede beløb og betaler resten i rater over et par uger eller måneder.

Der opkræves typisk ikke renter for denne type finansiering, hvilket gør det til en praktisk løsning for forbrugere, især i perioder med økonomisk usikkerhed.

Men hvad skal man være opmærksom på, når man overvejer at give sine kunder mulighed for at betale for køb senere?

Fordele

Det kan have mange fordel for din virksomhed at tilbyde dine kunder en “køb nu, betal senere”-løsning, for eksempel:

  1. Konkurrencemæssig fordel: Virksomheder kan tiltrække kunder, som foretrækker mere fleksible betalingsmuligheder, forbedre kundeloyaliteten, og sørge for, at kunder bliver i biksen i længere tid – på én og samme gang.
  2. Flere salg: Nogle mennesker har et stramt budget eller har simpelthen ikke penge til at betale for visse varer på forhånd. Ved at tilbyde muligheden for at betale senere gør du dine produkter og tjenester tilgængelige for en bredere vifte af kunder, som ellers måske ikke ville have foretaget købet.
  3. Risikostyring: De fleste “køb nu, betal senere”-tjenester påtager sig risikoen for manglende betaling. Det betyder, at det ikke går ud over din virksomhed, hvis en kunde ikke betaler.
  4. Bedre kundeoplevelse: Delbetalinger gør shopping mere tilgængeligt for flere kunder, eftersom det bliver mindre økonomisk belastende.

Ulemper

Delbetalinger kan have følgende faldgruber:

  1. Udfordringer med dit cashflow: Når du ikke modtager den fulde betaling med det samme, betyder det, at virksomheden skal have styr på sit cashflow. Dog kan de manglende betalinger opvejes af den større kundeskare, som muligheden for delbetaling kan tiltrække.
  2. Ekstragebyrer: Udbydere af “køb nu, betal senere”-løsninger opkræver generelt gebyrer pr. transaktion, som virksomhederne skal huske at trække fra forestillingen om det endelige overskud.
  3. Manglende betalinger: Selvom udbydere som oftest selv påtager sig risikoen for manglende betalinger, kan et betydeligt antal misligholdelser have en negativ effekt på virksomhedens økonomi.

2. Pengeoverførsler via mobilbank eller MobilePay

Pengeoverførsler via mobilbanken eller MobilePay er steget støt i popularitet. Forbrugerne kræver konstant, at alting bliver nemmere, mere sikkert og mere effektivt, og danskerne er eksempelvis blevet storforbrugere af MobilePay , som i dag er en central del af landets finansielle infrastruktur.
Men de mobile pengeførsler er ikke kun for forbrugere – virksomheder kan bruge mobilteknologi til at nå ud til flere kunder, men også til at udnytte fordelene ved digitale betalinger i en stadig mere forbundet verden. I dag har erhvervsbetalinger og andre betalingsløsninger med MobilePay overhalet de klassiske private betalinger, som er nede på at udgøre under 47% af MobilePays samlede overførsler.

Hvorfor denne stigning?

Det er ingen hemmelighed, at teknologi er en af de vigtigste ingredienser, når det kommer til at skalere. Når du kombinerer dette med fremskridt inden for finanssektoren, står du tilbage med større pengeoverførsler på tværs af flere brancher og markeder.

Og med globalisering som drivkraft stiger den internationale handel, der kommer flere investeringer, forsyningskæderne bliver større, og det samme gør antallet af transaktioner på tværs af lande. De har alle brug for en nem og bekvem adgang til digitale processer.

Mobilapps og online platforme gør transaktioner hurtige og sikre og fjerner behovet for papirarbejde og bankbesøg.

Mobile pengeoverførsler gør det også muligt for virksomheder at sende og modtage betalinger nemt og billigt, selv på tværs af grænser, hvilket kan være en udfordring for store virksomheder, der opererer i flere lande.

Fordele

  1. Nemhed og tilgængelighed: Med mobilbetalinger kan du sende og modtage betalinger når som helst, hvor som helst og fra enhver mobil enhed – derfor er det den foretrukne løsning. Og virksomheder af alle størrelser kan anvende det.
  2. Omkostningseffektivitet: Lavere transaktionsgebyrer, reducerede omkostninger og mindre papirarbejde betyder større omkostningseffektivitet.
  3. Bedre cashflow: Hastigheden af mobilbetalinger er noget, de traditionelle banker godt kunne være lidt misundelige på. Det er især godt for små virksomheder, der er udsat for sæsonudsving.
  4. Inklusion: Mange virksomheder opererer i regioner, hvor teknologien er mindre udviklet eller udbredt, så muligheden for at overføre penge eksternt er særligt nyttig for dem, der opererer på nye markeder med begrænset bankinfrastruktur.

Ulemper

  1. Sikkerhedsrisici: Svindel, identitetstyveri, cyberangreb – det er blot nogle af de mange sårbarheder ved mobile pengeoverførsler, der kræver, at virksomheder investerer i kryptering og autentificering.
  2. Internetafhængighed: Ligesom med meget af dagens teknologiske verden kan forsinkelser eller afbrydelser i netværksforbindelser resultere i annullerede pengeoverførsler og transaktioner.
  3. Teknologiafhængighed: I nogle lande har telefoner eller mobile enheder måske ikke de nødvendige apps. Dertil skal man huske, at al teknologi kan bryde ned, hvilket skaber afbrydelser i betalingsprocesserne.

3. Biometrisk godkendelse

Det kan ske for de bedste af os, at vi glemmer en adgangskode eller forlægger en nøgle.

Men nu, hvor adgangskoder og nøgler er fortid, kan vi bruge vores egne kroppe til at få adgang til konti.

Det er præcis den mulighed, biometrisk godkendelse giver.

Ifølge en ny undersøgelse fra Visa er europæiske forbrugere klar til at anvende biometrik, når de skal betale – særligt når det er integreret med andre sikkerhedstiltag. Næsten tre ud af fire (73 %) anser tofaktorgodkendelse, hvor biometrik anvendes sammen med en betalingsenhed, som en sikker måde at bekræfte en kontoholder på.

Når man ser på de forskellige betalingssituationer hjemme eller i butikkerne, vil mere end to ud af tre (68 %) gerne anvende biometrik som betalingsgodkendelse.

Særligt online butikker har meget at vinde, da næsten hver tredje (31 %) opgiver et browserbaseret køb på grund af processen for betalingssikkerhed.

Hvordan fungerer det?

Det er svært at købe en smartphone i 2024, der ikke er biometrisk aktiveret. Men hvad betyder det egentlig?

Biometrisk godkendelse eller biometrisk autentisering er en måde at verificere en persons identitet baseret på unikke fysiske eller adfærdsmæssige træk. Den mest velkendte form er fingeraftryk. De fleste smartphones, bærbare computere og tablets i dag er udstyret med en teknologi, der kan scanne dit fingeraftryk. Men det stopper ikke der.

Ansigtsgenkendelse, iris- eller nethindemønstre, stemmegenkendelse og endda adfærd som skrivehastighed kan registreres og analyseres for at bekræfte en persons identitet.

Men hvordan påvirker det virksomheder og den måde, folk køber en tjeneste eller et produkt på?

Fordele

  1. Forbedret sikkerhed: Den største fordel ved biometrisk godkendelse er nok det højere sikkerhedsniveau, det giver i forhold til adgangskoder eller pinkoder. Eftersom biometriske data er unikke for hver enkelt person, kan de ikke stjæles eller kopieres. Dette gør hacking nærmest umuligt.
  2. Bedre brugeroplevelse: I brancher som banksektoren, e-handel og sundhed fjerner biometrisk godkendelse behovet for kedelige verificeringsprocesser.
  3. Integration med teknologi: Nye teknologier som AI vil sandsynligvis blive meget mere avancerede, og det kommer til at kræve processer som biometrisk godkendelse for at forbedre nøjagtigheden og sikkerheden.
  4. Finansielle transaktioner: Forebyggelse af svindel vil altid være en prioritet for finansielle institutioner. Det gør metoder som biometrisk autentisering til godkendelse af betalinger, adgang til konti og fuldførelse af transaktioner nyttige for både kunden og virksomheden, hvis de ønsker en sikker oplevelse.

Ulemper

  1. Privatlivsbekymringer: Opbevaring af oplysninger om fingeraftryk, ansigtstræk og adfærdsmønstre kan være en stor bekymring for folk med hensyn til identitetstyveri. Dette betyder, at virksomheder skal implementere robuste sikkerhedsforanstaltninger til håndtering af data.
  2. Høje omkostninger: I starten kan det være ret dyrt at købe hardware og software til at implementere systemet, især hvis du overvejer at integrere det med din nuværende tech-stack .
  3. Regulatoriske udfordringer: Det er ikke så nemt at navigere i de regulatoriske landskaber, når det kommer til GDPR . For at virksomheder kan opbevare visse data om kunder, bliver databeskyttelsespolitikker og samtykke til dataindsamling en nødvendighed.

4. Digital Wallets og det kontantløse samfund

Automatiske overførsler, Google Pay og Apple Pay , tilbagevendende betalinger – det er nogle af soldaterne i den kontantløse betalings hær, der for alvor er på fremmarch. I Danmark er brugen af kontanter til betalinger halveret fra 2017 til 2023.


Danskerne anvender i stigende grad mobilen, når de foretager køb i butikker, og mere end hver femte betaling i fysisk handel foretages med en mobiltelefon. Det er særligt de såkaldte Wallet-betalinger, hvor forbrugernes betalingskort opbevares digitalt, som er blevet populære.

Digitale Wallets ændrer måden, kunder gennemfører finansielle transaktioner på, og virksomheder bør omfavne de mobile betalingsløsninger for at kunne følge med tiden.

Selv om Danmark på mange punkter et foregangsland, når det kommer til betalinger, er vi på andre punkter stadig bagud. Vi har som et af de eneste lande i Europa kontantpligt, hvilket betyder, at virksomheder er tvunget til at tage mod kontanter . I takt med at bankfilialer lukker eller bliver kontantløse, bliver udgiften og besværet ved håndtering af kontanter større for mange erhvervsdrivende. Der bliver længere til den nærmeste bank, og køerne ved automaterne bliver længere.

Hvorfor denne stigning?

Digitale Wallets tilbyder en sikker og nem betalingsløsning, der fungerer som en virtuel modpart til en fysisk tegnebog. For lad os være ærlige: Hvem har ikke glemt deres pung hjemme på køkkenbordet i ny og næ?

Digitale Wallets kan gemme dine debet- eller kreditkortoplysninger, så kunder hurtigt kan betale for køb med deres mobil eller smartwatch. Men ligesom deres fysiske modpart kan de indeholde meget mere end bare kort og penge – du kan også opbevare gavekort, billetter, medlemskort og flybilletter i din digitale tegnebog.

Det er ikke bare en mere effektiv betalingsløsning, men også en mere sikker måde at handle på, eftersom det er sværere at røve en virtuel konto end at stjæle en pung fra en taske på en travl shoppinggade.

Men afhængigheden af teknologi vil altid være en ulempe ved det kontantløse samfund. Afbrudte netværksforbindelser, fejl og cyberangreb gør os sårbare. Og så er der altså også nogen, der simpelthen foretrækker kontanter !

Fordele

  1. Bedre sikkerhed: Digitale tegnebøger er krypterede, hvilket betyder, at risikoen for svindel og hackere er betydeligt reduceret i forhold til traditionelle plastikkort, der let kan stjæles eller kopieres.
  2. Kundeindsigt: Virksomheder kan få værdifulde kundeoplysninger fra digitale Wallets, for eksempel købshistorik, -adfærd og -præferencer. Med denne information ved hånden kan de nemmere forbedre kundeoplevelsen og imødekomme kundernes behov.
  3. Hurtigere transaktioner: Med digitale Wallets kan virksomheder behandle betalinger i realtid. Dette betyder mindre omkostninger, tid og kræfter, der normalt er forbundet med traditionelle metoder.

Ulemper

  1. Compliance: Virksomheder, der tager imod betalinger via digitale Wallets, skal være opmærksomme på lovgivning om databeskyttelse og privatliv i de forskellige lande, de opererer i.
  2. Risici for cyberangreb: Selvom digitale Wallets er mere sikre end deres fysiske modparter, er næsten ingen online betalingsmetoder immune over for risikoen for cyberangreb. Det betyder, at virksomheder skal implementere strenge beskyttelsesforanstaltninger mod potentielle hackere.
  3. Datasikkerhedsforanstaltninger: Indsamling og opbevaring af kunders data er et nødvendigt onde, når det kommer til mobilbetalinger. Det stiller store krav til virksomheder, der skal implementere robuste datasikkerhedsforanstaltninger for at forhindre sikkerhedsbrud, der kan resultere i økonomiske tab og tab af kunder.

5. Tilbagevendende betalinger

Vi har alle oplevet at glemme at betale for en bestemt vare eller tjeneste til tiden – især hvis det er et regelmæssigt køb.
Heldigvis gør tilbagevendende betalinger livet meget lettere.

Det er i bund og grund automatiske betalinger, der løbende opkræves fra en kundes bankkonto eller trækkes fra vedkommendes kreditkort.

Du kan implementere automatiserede tilbagevendende betalinger i din virksomhed til alt fra abonnementsbetalinger, regninger, afdrag på lån, medlemskaber eller enhver anden regelmæssig betaling, du måtte have. Mange virksomheder bruger månedlige tilbagevendende betalinger, men de kan variere fra ugentlige til årlige og alt derimellem.

Her er en række fordele og ulemper ved automatiserede tilbagevendende betalinger:

Fordele

  1. Forudsigelige indtægtskilder: Når du ved, hvor mange penge virksomheden har i vente, er det nemmere at forudsige, hvordan kvartalet vil gå, og hvordan virksomhedens cashflow bliver. Denne information kan man bruge til at planlægge fremtidige investeringer meget mere effektivt.
  2. Færre forsinkede betalinger: Ved at automatisere tilbagevendende betalinger undgår du, at der opstår menneskelige fejl. Digitale værktøjer laver sjældent fejl, så hvis du lader automatisering klare arbejdet for dig, kan du spare både tid og penge.
  3. Forretningsmodel baseret på abonnementer: Hvis du vælger at implementere en abonnementsmodel i din virksomhed, kan du hurtigt opbygge langvarige kundeforhold og nemmere fastholde dine kunder. Ved at sprede indtægterne over tid kan virksomhederne bedre forudsige og kontrollere deres indtægtsstrømme.

Ulemper

  1. Overflod af abonnementer: Selvom abonnementer er fantastiske for virksomheder, kan kunderne nogle gange blive trætte og forvirrede over alle deres tilbagevendende betalinger. Det kan hurtigt blive overvældende, når man er tilmeldt mange abonnementer. For at abonnementsbaserede virksomheder kan skille sig ud fra konkurrenterne, skal de prioritere at levere en ekstraordinær værdi og skabe unikke oplevelser for kunderne.
  2. Betalingsfejl: Hvis folk ikke har nok penge på deres saldo til at betale for abonnementer, eller hvis deres kort er udløbet eller spærret, vil betalingen ikke blive gennemført. Det kan koste virksomheder både tid og penge at løse problemet med kunden.

Fremadrettet

I vores forberedelser til resten af 2024 og fremover bliver det vigtigere end nogensinde at implementere mobile betalingsløsninger i forretningen.

Innovative løsninger som "køb nu, betal senere" giver ikke kun kunderne mere fleksibilitet, men gør også virksomhedens produkt eller service tilgængelig for en bredere vifte af købere. Mobile pengeoverførselsteknologier gør e-handel mere effektiv, mens biometrisk godkendelse og digitale Wallets gør transaktioner som tilbagevendende betalinger mere sikre og pålidelige.

Det er altafgørende at forblive agil og opretholde momentum, når det kommer til digital transformation.

Ved at omfavne mobilbetalinger kan du sikre dig, at din virksomhed tilbyder alle de nyeste og bedste måder for dine kunder at betale og bruge dine produkter eller tjenester på.

CFO'ens guide til 2024

CFO'ens guide til 2024

Bliv klogere på virksomheders forbrug i en mere og mere automatiseret og digitaliseret verden

Gå ikke glip af en artikel

Tilmeld dig i dag, så du kan modtage spændende opdateringer og de seneste nyheder fra Pleo.