Den store guide til skattefri rejsegodtgørelse (diæter)
At rejse er at leve – også selvom du er på forretningsrejse. Skal du på en rejse i mere end 24 timer i forbindelse med dit arbejde, har du mulighed for at få skattefri rejsegodtgørelse.
Her guider vi dig igennem alt det, du skal vide i forbindelse med rejsegodtgørelse og diæter i 2026.
- Skattefri rejsegodtgørelse (diæter) er en økonomisk godtgørelse, der dækker nogle af de udgifter, du har til kost og logi på forretningsrejser.
- Betingelserne for skattefri rejsegodtgørelse kræver mindst 24 timers rejse, overnatning væk fra hjemmet og arbejde på et midlertidigt arbejdssted, hvor forholdene gør, at det ikke er muligt at overnatte hjemme.
- Du kan enten få diæterne udbetalt skattefrit af din arbejdsgiver eller anvende satserne som fradrag på selvangivelsen, hvis ikke din arbejdsgiver udbetaler dem.
Derudover bør du være opmærksom på, at du hverken kan få både skattefri godtgørelse og fradrag for de samme udgifter.
Hvad er skattefri rejsegodtgørelse?
Skattefri rejsegodtgørelse – også kendt som diæter – er en økonomisk håndsrækning til medarbejdere, der rejser i jobøjemed.
Godtgørelsen bruges blandt andet til at dække kost og logi på din rejse – det gælder både, hvis rejsen finder sted i ind- og udland.
Der er naturligvis en række kriterier, som skal være opfyldt for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse. Overordnet skal din rejse som minimum vare 24 timer, og du skal overnatte et andet sted end din egen bopæl.
Men der er flere kriterier, som du skal opfylde. Eksempelvis skal din rejse kunne defineres som “en forretningsrejse" – hvordan SKAT definerer sådan en, kommer vi ind på senere.

Satserne for rejsegodtgørelse i 2025 og 2026
Herunder kan du se satserne for rejsegodtgørelse og diæter i 2025 og 2026:
|
Satser pr. døgn |
2025 |
2026 |
|
Logi |
256 kr. |
268 kr. |
|
Kost og småfornødenheder for andre lønmodtagere |
597 kr. |
625 kr. |
|
Kost for turistchauffører ved rejse i Danmark |
75 kr. |
75 kr. |
|
Kost for turistchauffører ved rejse i udlandet |
150 kr. |
150 kr. |
Når du skal have udbetalt dine diæter, har du to muligheder:
- Din arbejdsgiver udbetaler diæterne til dig.
- Du lægger ud af egen lomme, når du er på forretningsrejse, og bruger satserne som et skattefradrag på din selvangivelse.
Vælger du at gøre brug af sidstnævnte, er det vigtigt, at du husker at aftale det med din arbejdsgiver.
Kostsatsen nedsættes ved “fri kost” og “frie måltider”
Der er tale om “fri kost”, hvis din arbejdsgiver – eller arbejdsgiveres forretningsforbindelser – stiller kost til rådighed, så du slipper for at have udgifter til kosten. Hvis der kun stilles et eller to hovedmåltider til rådighed, er der i stedet tale om “fri måltider”
I begge tilfælde bliver kostsatsen nedsat. Den nedsættes med:
- Fri morgenmad: 15 procent
- Fri frokost: 30 procent
- Fri aftensmad: 30 procent
Hvis alle hovedmåltider er dækket (det, der i praksis kaldes fri kost), reduceres kostsatsen samlet med 75 procent. Det svarer til, at både morgenmad, frokost og aftensmad er stillet til rådighed.
For turistchauffører skal satserne ikke sættes ned med værdien af fri kost på rejsen, da de højst kan få 75 kr. for rejser i Danmark og 150 kr. i godtgørelse for rejser i udland.
Logi
Logigodtgørelse er en skattefri standardsats, der kan udbetales til dækning af udgifter til overnatning på en forretningsrejse, når der overnattes uden for hjemmet i mindst ét døgn.
Godtgørelsen gives som et fast beløb pr. døgn og kan anvendes i stedet for at få dækket de faktiske udgifter efter regning. Det betyder, at du ikke skal dokumentere dine konkrete logiudgifter, når du modtager logigodtgørelse.
Du kan kun få logigodtgørelse, hvis:
- Rejsen varer mindst 24 timer
- Du overnatter uden for din sædvanlige bopæl
- Dine udgifter til logi ikke dækkes helt eller delvist som udlæg efter regning
- Du ikke får stillet fri logi til rådighed
Hvis din arbejdsgiver vælger at dække dine faktiske og dokumenterede logiudlæg som hotel eller Airbnb efter regning, kan der ikke samtidig udbetales logigodtgørelse for samme overnatning.
Det vil sige, at du enten kan få logigodtgørelse efter standardsatsen eller få dækket de faktiske udgifter, og ikke begge dele.
Småfornødenheder - det glemte fradrag
Når du er på forretningsrejse, er der mulighed for, at du kan få fradrag for de udgifter, du har til småfornødenheder. Småfornødenheder er en hurtig kop kaffe på vejen, eller hvis du har glemt en tandbørste og må købe en ny.
Du skal være opmærksom på, at dette fradrag kun vil være aktuelt for dig, hvis din arbejdsgiver betaler for din mad – og hvis du dermed ikke allerede får udbetalt diæter. Småfornødenheder er med andre ord allerede inkluderet i diætsatsen.
Får du ikke diæter, tænker du sikkert allerede over, hvor mange aviser og kopper kaffe du kan købe for dine småfornødenheder. Fradraget er skruet sådan sammen, at du får 25 procent af beløbet af standardsatsen for kost. Det vil sige, at du får udbetalt 156,25 kroner ud af de i alt 625 kroner – også selvom du ikke altid kan fremvise en kvittering.
Så længe du opfylder betingelserne for småfornødenheder, som er, at rejsen varer minimum et døgn, og at du ikke kan overnatte hjemme, er du berettiget til den fulde fradragssats.
Hvornår er noget en forretningsrejse?
Som vi tidligere var inde på, er det ikke nødvendigvis nok, at du har været afsted i minimum et døgn, hvis du vil have rejsegodtgørelse.
Din rejse skal også kunne defineres som en "forretningsrejse".
Udover kravet om, at du skal være afsted i minimum 24 timer, skal du leve op til følgende:
- Du skal have et midlertidigt arbejdssted under rejsen
- Du skal have en sædvanlig bopæl
- Du skal overnatte uden for hjemmet
Opfylder du de tre krav, er du ifølge reglerne på forretningsrejse.
Distancen til det midlertidige arbejdssted spiller ofte en stor og praktisk rolle, men det afgørende er, om rejsens karakter og tidsmæssige rammer gør, at du ikke kan overnatte på din sædvanlige bopæl.
Kan du køre hjem og sove i din egen seng? Ja, du har nok gættet det: Så er du ikke på forretningsrejse.
Diæter som selvstændig
Som selvstændig erhvervsdrivende kan man ikke få udbetalt diæter.
Til gengæld kan du fratrække dine rejseudgifter som faktiske udgifter – det kan altså trækkes fra virksomhedens indtægter, når du skal lave dit regnskab.
Læs mere: Sådan er reglerne for regnskab for enkeltmandsvirksomheder
Når det kommer til dokumenterede rejseudgifter, er du ikke omfattet af fradragsloftet på rejsefradraget – som er på 34.400 kr. i 2026 (32.800 kr. i 2025).
Du kan faktisk også trække dine udokumenterede rejseudgifter fra efter samme satser som lønmodtagere – her er du dog omfattet af fradragsloftet.
Du kan som selvstændig heller ikke benytte dig af 25%-fradraget for småfornødenheder.
Udbetaling af rejsegodtgørelse
Inden dine diæter udbetales, er det din arbejdsgivers pligt, at alle betingelser for skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt. Gør din arbejdsgiver ikke det, kan det ende med at blive din hovedpine.
Din arbejdsgiver kan derfor vælge at opdele godtgørelsen i en skattefri del efter diætsatserne og en skattepligtig del.
Hvis din arbejdsgiver udbetaler et lavere beløb end satserne, er diæterne skattefri. Overstiger udgifterne derimod satserne, kan du få fradrag for forskellen mellem udbetalingen og dine faktiske udgifter.
Hav in mente, at hvis din rejse ikke opfylder kravene, bliver godtgørelsen skattepligtig A-indkomst for dig, men du kan trøste dig med, at rejsen derfor også bliver fradragsberettiget.
Bogføring af skattefri rejsegodtgørelse med Pleo
Vi vil gerne slå et slag for, at bogføring af dine rejseudgifter kan blive nemmere. Faktisk kan vi se, at vores firmakort skruer ned for både tid og ressourcer, når det kommer til din virksomheds udgiftshåndtering i forbindelse med forretningsrejser.
Pleo kan både hjælpe dine ansatte med at bestille ture og give dem et komplet overblik over de udgifter, der foretages under rejsen. Derudover fjerner Pleo en af de største hovedpiner ved forretningsrejser – nemlig at finde hoved og hale i alle kvitteringerne. Det gælder ikke bare udgifterne til flybilletter, men også alle småudgifterne.
