8 tips til effektiv likviditetsstyring

featured-image
8 tips til effektiv likviditetsstyring | Pleo Blog
13:37
Styrken ved bedre forretningsbeslutninger
H2_Report_Prismic_01 DK
Dugfriske data fra 2.650 økonomiske beslutningstagere i Europa

Likviditetsstyring er afgørende for din virksomheds sundhed. Undgå likviditetsproblemer med vores 8 afgørende tips til effektiv likviditetsstyring.
 
  • God likviditetsstyring handler om at sikre, at virksomheden altid har de nødvendige frie midler til at betale regninger og forpligtelser til tiden, hvilket er afgørende for overlevelse og vækst.
  • Et detaljeret likviditetsbudget er fundamentalt for god likviditetsstyring, da det giver overblik over kommende indtægter og udgifter og hjælper med at forudse potentielle problemer.
  • En sund virksomhed skal have en likviditetsbuffer der som minimum kan dække 3-6 måneders faste omkostninger, samt effektive systemer for fakturering og opdaterede budgetter.

Din virksomhed kan ligne en succes på papiret – fyldt ordrebog, tilfredse kunder og sorte tal på bundlinjen. Men uden stærk likviditetsstyring kan selv lovende virksomheder komme i problemer.

Likviditetsstyring er derfor et vigtigt begreb at være bevidst om som virksomhedsejer, da effektiv likviditetsstyring er en af de ting, der kan redde din virksomhed fra økonomisk kaos.

For at udpensle dette kan vi starte med et scenarie, der, omend hypotetisk, er yderst realistisk: I en travl virksomhed et sted ikke langt herfra, står en iværksætter ved navn Ole og kigger på sin bankkonto. Han har netop afsluttet en måned med massiv vækst i sin lille webshop. Ordrerne strømmer ind og kunderne er glade. Men da han ser på tallene på skærmen, mærker han et sug i maven. Hans bankkonto er langt fra, hvad han forventede. Pengene fosser ud hurtigere, end de kommer ind. Ole har nemlig ikke haft styr på sin likviditetsstyring.

Ovenstående er desværre en situation, som mange virksomhedsejere har stået overfor. Likviditetsproblemer er som tikkende bomber i erhvervslivet. De kan stikke hovedet frem når som helst og true med at bringe en ellers succesfuld virksomhed til grunde.

Det er her, likviditetsstyring kommer ind i billedet.

I dette blogindlæg deler vi 8 konkrete og gennemprøvede tips til, hvordan du får styr på din likviditetsstyring. Tips der ikke bare holder din virksomhed på ret køl, men som også giver dig handlefrihed til at udnytte nye muligheder, når de opstår. 

For god likviditetsstyring handler ikke kun om at undgå problemer – det handler om at skabe grundlaget for vækst og udvikling.

Hvad er likviditetsstyring?

Likviditetsstyring handler grundlæggende om at sikre, at din virksomhed altid har de nødvendige frie midler til at betale regninger og forpligtelser til tiden, så du undgår at ende i en kritisk situation, hvor firmakortet er løbet tør for likviditet, og hvor du i værste fald går konkurs.

Likviditetsstyring er derfor en utroligt vigtig disciplin for enhver virksomhedsejer, uanset om du lige er startet eller har mange års erfaring.

God likviditetsstyring kræver et detaljeret overblik over både de kortsigtede og langsigtede pengestrømme i din virksomhed. 

Det betyder, at du skal have styr på, hvornår du forventer at modtage betalinger fra dine kunder, hvornår du skal betale dine leverandører, hvornår der skal udbetales løn, og hvornår større investeringer skal finansieres.

Hvis du skal være skarp til likviditetsstyring, kræver det også, at du er god til forudse og planlægge omkring sæsonudsving, uforudsete udgifter og fremtidige investeringsbehov. 

Det handler om at opbygge en systematisk tilgang til at overvåge, analysere og optimere virksomhedens pengestrømme. Det omfatter både de daglige rutiner omkring fakturering og rykkerprocedurer, samt de mere strategiske beslutninger om investeringer og finansiering.

Det er også vigtigt, at du forstår nuancerne i de forskelle der er mellem likviditetsstyring og så almindelig budgettering og regnskaber. 

Hvor regnskabet viser din virksomheds økonomiske situation over en periode, handler likviditetsstyring om det præcise tidspunkt, hvor penge bevæger sig ind og ud af virksomheden. 

Du kan sagtens have en profitabel virksomhed på papiret, men stadig opleve likviditetsproblemer, hvis timingen mellem ind- og udbetalinger ikke er optimal.

Derfor er likviditetsstyring vigtigt

God likviditetsstyring er afgørende for enhver virksomheds overlevelse og vækst. 

Det er ikke uden grund, at man siger "cash is king". Selv virksomheder med sunde regnskaber og stærke markedspositioner kan bukke under, hvis de ikke har styr på likviditeten. 

Men hvorfor er det så vigtigt?

  • Kontinuitet og overlevelse

Uanset om din virksomhed er i opstartsfasen eller har været etableret i årevis, er den afhængig af likviditet for at overleve. Dårlig likviditetsstyring kan føre til økonomiske problemer, der truer din virksomheds eksistens.

  • Betaling af regninger

Virksomheder har løbende forpligtelser, der skal opfyldes. Det inkluderer f.eks. betaling af leverandører, lønninger til medarbejdere og driftsomkostninger. 

Hvis du ikke har implementeret en ordentlig proces for likviditetsstyring, risikerer du at misligholde disse forpligtelser, hvilket kan føre til retlige problemer, tab af kreditværdighed og endda tab af leverandører eller medarbejdere.

  • Bedre muligheder for vækst

Likviditetsstyring handler ikke kun om at undgå problemer, det handler også om at skabe muligheder. Med en sund likviditet er du bedre i stand til at udnytte muligheder for vækst, som for eksempel at købe nyt udstyr, udvide din produktlinje eller indgå i strategiske partnerskaber. 

Manglende likviditet kan omvendt begrænse din evne til at tage disse skridt fremad.

  • Tillid og troværdighed

God likviditetsstyring er også afgørende for at opretholde tillid og troværdighed hos dine forretningspartnere, kunder og investorer.  Når du er kendt for at håndtere dine økonomiske forpligtelser på en ansvarlig måde, øger det din virksomheds renommé og kan åbne døren til nye muligheder.

Kort sagt kan dårlig likviditetsstyring få katastrofale konsekvenser for din virksomhed, mens god likviditetsstyring giver dig frihed og mulighed for at trives. Det er en investering i din virksomheds fremtid og noget, der kræver opmærksomhed og handling fra dag ét.

5 tegn på god likviditetsstyring

Som du nok allerede kan fornemme, er likviditetsstyring altafgørende at have styr på. Men hvordan ved du, om din virksomhed har en sund likviditetsstyring? 

Er der specifikke tegn eller indikatorer, du kan se efter?

Og ja, det er der heldigvis. God likviditetsstyring viser sig gennem flere tydelige kendetegn i din virksomheds daglige drift. 

  • Du betaler regninger til tiden: Den første kommer nok ikke som en overraskelse. Men et af de mest åbenlyse tegn på god likviditetsstyring er evnen til konsekvent at betale regninger og forpligtelser til tiden uden at skulle jonglere med betalingsfrister eller ty til kassekredit.

  • Du har en sund likviditetsbuffer: Et andet væsentligt tegn er tilstedeværelsen af en sund likviditetsbuffer. Og det er altså ikke bare en tilfældig opsparing, men en strategisk reserve dimensioneret efter virksomhedens størrelse og risikoprofil.

    En tommelfingerregel er, at bufferen bør kunne dække 3-6 måneders faste omkostninger, som giver ro til at håndtere både udfordringer og muligheder.

  • Du har effektive systemer og processer for fakturering: Virksomheder med god likviditetsstyring har typisk også effektive systemer og processer for fakturering og opfølgning. De har klare procedurer for kreditstyring, og deres debitorer betaler typisk til tiden. De har overblik over kommende ind- og udbetalinger gennem rullende likviditetsbudgetter og kan derfor forudse og planlægge omkring likviditetsudsving.

  • Du opdaterer jævnligt budgetter: En virksomhed med god likviditetsstyring opdaterer regelmæssigt sine budgetter og overvåger nøje sine forventede indtægter og udgifter. Det gør det muligt for dem at opdage potentielle ubalancer i likviditeten på forhånd og træffe foranstaltninger for at imødegå dem.

  • Din virksomhed har en lav gældsbelastning: En virksomhed med god likviditetsstyring forsøger typisk at have en lav gældsbelastning, specielt hvad angår kortfristede gældsforpligtelser. Det begrænser presset på likviditeten og sikrer, at virksomheden ikke bruger en stor del af deres kontanter til at betale renter og afdrag. 

Udfordringer i likviditetsstyring

Likviditetsstyring byder på en række udfordringer, som enhver virksomhed må forholde sig til. 

En af de mest almindelige er uforudsigelige pengestrømme – særligt i brancher med store sæsonudsving eller projektbaseret arbejde. Her kan perioder med høj aktivitet og store udgifter følges af perioder, hvor indtægterne først kommer senere, hvilket skaber et naturligt pres på likviditeten.

Vækst udgør paradoksalt nok ofte en betydelig likviditetsudfordring. Når en virksomhed vokser, stiger behovet for arbejdskapital typisk hurtigere end indtjeningen. Der skal investeres i varelager, nye medarbejdere skal have løn fra dag ét, og nye kunder skal måske have kredit, før de begynder at generere indtægter.

Alt dette kan skabe et betydeligt likviditetspres, selv i sunde og voksende virksomheder.

Eksterne faktorer som økonomiske konjunkturer, ændringer i markedsforhold eller uventede begivenheder kan også skabe udfordringer. COVID-19 pandemien viste tydeligt, hvordan selv velpolstrede virksomheder kan komme under pres, når de eksterne forhold ændrer sig drastisk.

En ofte overset udfordring er balancen mellem likviditet og rentabilitet. At holde for meget likviditet bundet i virksomheden kan være ineffektivt og koste på afkastet, mens for lidt likviditet øger risikoen for problemer. Denne balance kræver konstant opmærksomhed og løbende justering.

8 tips til effektiv likviditetsstyring

Hvis du savner nogle tips til, hvordan du kan sikre endnu bedre og mere effektiv likviditetsstyring i din virksomhed, er hjælpen klar. 

Herunder har vi samlet en række praktiske tips, der kan hjælpe dig med at forbedre din virksomheds likviditetsstyring.

1) Lav et grundigt likviditetsbudget: En af de første ting, du bør gøre, er at udarbejde et detaljeret og grundigt likviditetsbudget, der dækker de kommende måneder eller kvartaler. 

2) Overvåg dine konto regelmæssigt: Hold øje med dine virksomhedskonti og bankbevægelser dagligt eller ugentligt. Det hjælper med at opdage eventuelle uregelmæssigheder eller potentielle likviditetsproblemer i god tid.

3) Sørg for effektiv kreditstyring: Vær omhyggelig med, hvordan du administrerer kredit til dine kunder og leverandører. Opsæt kreditgrænser for kunder og overvåg betalingsfrister nøje. På samme måde kan du forhandle længere betalingsfrister med dine leverandører, for at forbedre din likviditet, hvis det er muligt.

4) Optimer din arbejdskapital: Gennemgå systematisk dine lagerbindinger, kundetilgodehavender og leverandørgæld. Reducer lageret hvor muligt, stram op på debitorerne og forhandl bedre betalingsbetingelser med leverandørerne. Hver dag du kan reducere din cash conversion cycle med (altså hvor hurtigt du får dine penge igen) betyder forbedret likviditet.

5) Få hjælp til bogføring: Selvom det kan være fristende at spare penge ved at administrere økonomien selv, bør du anerkende, at det er en tidskrævende opgave. Som virksomhedsejer bør dit primære fokus være at udvikle – ikke administrere – din virksomhed, og en professionel bogholder kan hjælpe med at frigøre din tid og give dig en bedre forståelse af dine økonomiske forhold.

Dette råd kommer fra Lasse Vendelbo Andersen, der er Digitaliseringskonsulent i Retio . Han har i et tidligere blogindlæg her på Pleo beriget os med andre gode råd til likviditetsstyring, og hvorfor det er så sørens vigtigt.

Nysgerrig? Læs mere lige her: 4 råd til at styre din likviditet, og hvorfor det er vigtigt

6) Hav en likviditetsreserve: Overvej at opbygge en likviditetsreserve til din virksomhed, som kan bruges til uforudsete udgifter eller perioder med lav indtjening. Det kan hjælpe dig med at undgå at skulle låne penge eller pådrage dig gæld i kritiske situationer.

7) Lav ‘hvad nu hvis’-scenarier: I usikre tider er det vigtigt at overveje forskellige fremtidsscenarier, uanset hvordan du i øjeblikket håndterer likviditetsstyring. ‘Hvad nu hvis’-scenarier indebærer at undersøge, hvordan forskellige økonomiske begivenheder kunne påvirke virksomhedens likviditet. Hvis du allerede arbejder med risikoanalyser, vil meget af denne indsigt allerede ligge heri. Arbejder du ikke med risikoanalyser, bør du komme i gang med det samme, da disse forbereder dig bedst muligt på uventede udfordringer og samtidig kan være en hjælpende hånd i forhold til at udvikle en stærkere likviditetsplan.

Læs mere: Risikoanalyse: Øget sikkerhed gennem bedre beslutninger

8) Lær af erfaring: Brug historiske data og erfaringer til at forbedre din likviditetsstyring over tid. På den måde kan du lære af tidligere udfordringer og succeser for at træffe mere informerede beslutninger i fremtiden.

Disse tips kan hjælpe dig med at opbygge en sund likviditetsstyring, der giver din virksomhed den nødvendige økonomiske fleksibilitet til at håndtere udfordringer og muligheder i din drift.

Gå ikke glip af en artikel

Tilmeld dig i dag, så du kan modtage spændende opdateringer og de seneste nyheder fra Pleo.