Kom i gang
Onboarding af medarbejdere hos Pleo

Lad os bare gå lige til sagen. Hvorfor hedder vores onboarding program “Bricks” (byggesten på dansk)? Ja, det er der to gode grunde til.

For det første tror vi på, at vi hos Pleo er i gang med at opbygge noget stort sammen. Hver dag tilføjer vi lidt mere til toppen af det grundlag, der i sin tid blev skabt af vores to grundlæggere.

For det andet er Bricks inspireret af LEGO, som vi har en tæt tilknytning til. LEGO gav os vores allerførste investering og har stået bag os lige siden.

Så hvad får man, når man blander verdens bedste legetøj med virkelig inspirerende medarbejdere? Pleo Bricks, mine damer og herrer!

Hvad er Bricks?

Alle Pleo-ansatte – uanset om de er ansat på fuldtid, deltid, som studiemedarbejder, praktikant eller freelancer – starter som en “Brick” og vil være det, indtil de har været hos Pleo i 90 dage, hvorefter de bliver fuldgyldige Pleo-medarbejdere.

Hvis du selv arbejder i/med HR eller måske er en fremtidig Pleo Brick, så følg godt med herunder, hvor vi gennemgår, hvad vores onboarding-program til nye medarbejdere indebærer.

Vores mål

Kort sagt bestræber vi os på, at alle nye ansatte får den bedst mulige start hos Pleo. Onboardingen starter efter, de har gennemført vores (om)hyggelige og gennemtænkte ansættelsesproces (hvis vi selv skal sige det).

Nye ansatte (Bricks) skal igennem et fire dages program, hvor de oplæres i alt det essentielle: Vores virksomheds værdier, vores mission, hvordan vores teams er struktureret, hvordan Pleo faktisk fungerer, introduktion til den software vi anvender – og selvfølgelig de mere praktiske ting, for eksempel hvor toiletterne er på kontoret.

Når det grundlæggende er på plads, har vi en samtale med de nye Bricks om personlig og professionel vækst. De to går som regel hånd i hånd.

Vi ved af erfaring, at de nye medarbejdere har størst chance for at opnå succes og udvikle dem selv (og samtidig styrke virksomheden), når deres personlige og professionelle mål er blevet sat.

Og nu til det sjove!

Hver Brick får tildelt deres eget Pleo-kort, så de nemmere kan forstå det produkt, som er kernen i alt, hvad vi laver.

Det føles altid ret fedt at betale med sit helt eget kort – uanset om det er for en flybillet eller bare en kop kaffe med kollegerne. Så fedt, at vi faktisk kalder det en “aha”-oplevelse. Når du prøver det første gang, vil du vide hvorfor.

Vi sørger også for, at de ansatte, der arbejder hjemmefra, ikke går glip af oplevelsen. Tillid er en af vores kerneværdier, og derfor sender vi altid et Pleo-kort til vores nye medarbejdere, før de overhovedet er begyndt, så de kan få den skønne “aha”-oplevelse, uanset hvor de befinder sig.

“Bricks var fantastisk. Vi lavede quizzer og blev introduceret til alt hos Pleo, herunder det team, der hjælper med at holde Pleo kørende!”

– Filip Ortegren, Account Executive, Sverige / Brick, november 2019

Som du nok er klar over, kan det tage det lidt tid, før ens handlinger bærer frugt. Det samme gælder onboarding af nye ansatte.

Vi investerer i vores nye medarbejdere og tager os godt af dem – både i forhold til det personlige og professionelle – så vores Bricks på sigt kan blive de bedst mulige medarbejdere.

Onboarding-program for de ansatte – tips og tricks

Det giver sig selv, at virksomheder skal skræddersy deres onboarding-proces til deres værdier og mission.

Selvom Bricks fungerer for os her hos Pleo, er det ikke nødvendigvis sikkert, at vores onboarding-program ville give de bedste resultater i dit team. Uanset hvad kan du nedenfor få indblik i, hvilke ting der har inspireret os i løbet af vores onboarding-proces.

Investér tidligt, ellers kan det koste dig dyrt!

Det er ikke nogen hemmelighed, at det er dyrt at ansætte nye folk. Men det er også dyrt at beholde dem.

Undersøgelser viser, at 69 % er mere tilbøjelige til at blive i en virksomhed i tre år, hvis de har haft en god onboarding-oplevelse i begyndelsen.

Bring alle sammen og undgå intern splittelse

En virksomhed kan blive hæmmet voldsomt af intern splittelse og manglende sammenhold. Der er ofte en naturlig tendens til, at man holder sig til sin egen lille kreds i den afdeling, man arbejder i, når det kommer til større virksomheder.

Ulempen ved dette er, at det bliver udfordrende at samarbejde på tværs af afdelinger samt at løse eventuelle konflikter, hvis man ikke har forståelse for eller kendskab til den anden part – og hvad de rent faktisk laver.

Ved at have et fælles onboarding-program på tværs af afdelinger og arbejdsområder, starter alle ikke bare på samme tid, men også sammen. Marketing- og økonomiansatte får en kop kaffe sammen, imens medarbejdere fra salgsafdelingen udveksler erfaring med folk fra Senior Management.

Dette lyder måske ikke af meget, men det kan spille en afgørende rolle i virksomhedens fremtid. Derudover skaber det også en god virksomhedskultur, og som ny medarbejder får man en fantastisk mulighed for at møde mange forskellige mennesker.

Onboarding er ikke altid ens

Onboarding-programmet kan variere fra afdeling til afdeling. Men ikke desto mindre har vi fået rigtig positiv feedback på, at alle får samme grundlæggende Pleo-viden fra start. Det gør det nemlig lettere i forhold til næste skridt i processen: afdelingsspecifik onboarding.

Ved at strømline, hvordan personer bliver onboardet, bliver det nemmere, når de kommer ud i de enkelte afdelinger, og man skaber et godt grundlag for, at den enkelte ansatte kan opnå succes i sin rolle i virksomheden.

Ingen bliver udeladt

Der er mange virksomheder, der glemmer at investere i onboarding af for eksempel en ny studentermedhjælper, der kommer ind og arbejder et par gange om ugen. Det er rigtig ærgerligt, da en god onboarding-proces kan betyde, at de udfører deres arbejde hurtigere og bedre samtidig med, at de føler sig værdsat.

Det er moralsk også afgørende, at alle nye i virksomheden føler sig taget godt imod.

Energien smitter i hele virksomheden

I Pleo har vi erfaret, at det giver god motivation og energi, når en gruppe har første dag sammen. Det giver mulighed for at dele følelsen og oplevelsen sammen.

Den positive energi synes at sprede sig til hele organisationen, og de øjeblikke giver en helt specielt følelse – især i Pleos hovedkvarter.

Det har selvfølgelig været lidt anderledes det sidste års tid, hvor lockdowns har betydet, at Bricks-programmet kun har været online, men den gode energi har på trods af dette ikke været til at tage fejl af.

Spar tid med fælles onboarding

En af de helt store fordele ved fælles onboarding på virksomhedsniveau er, at du sparer tid. Introduktionsdelen er ens for alle, præsentationerne er klar, og invitationerne er sendt ud. På den måde kan alle i virksomheden deltage uden at skulle investere en masse tid og energi.

Vi ansætter 15-20 nye medarbejdere hver måned, som alle skal igennem vores Bricks-program.

Hver eneste nye Brick-ansat får 1:1-kvalitetstid med nogle af de personer, der er i gang med at forme virksomhedens fremtid. Dette inkluderer ofte vores CEO, Jeppe, der på mirakuløs vis finder 10-15 minutter i sin kalender til alle vores nye Bricks.

Kæmpe “JA TAK” til onboarding af medarbejdere

Det tog noget af en indsats at opbygge hele onboarding-programmet, og det er fortsat ikke perfekt. Men vi gentager processen igen og igen og forbedrer lidt hver gang, hvis vi ser et behov for det.

Allerede nu kan vi dog heldigvis se, at vores indsats har været det hele værd. Både os og de nye ansatte får utrolig meget ud af onboardingen, så der er ingen tvivl om, at vores tid, energi og penge er givet godt ud.

Vi sender altid en spørgeundersøgelse ud til de nye ansatte efter hvert Bricks-program for at blive klogere på, hvordan de oplevede processen. Vores sidste score var 9,5/10, og vi har fået fantastisk feedback!

Dette vil forhåbentlig motivere dig til at investere i at udvikle et onboarding-program for nye ansatte, som passer til dig, din virksomhed, dine medarbejdere og ikke mindst jeres værdier.

Natascha Pustelnik

Content Producer & Linguist, Danmark

Soldreven bogorm, kommakritiker, tekstforfatter, oversætter og SEO-konsulent bosiddende i Málaga.