Guide: Alt du skal vide om leverandørstyring

featured-image
Guide: Alt du skal vide om leverandørstyring | Pleo Blog
15:25
Styrken ved bedre forretningsbeslutninger
H2_Report_Prismic_01 DK
Dugfriske data fra 2.650 økonomiske beslutningstagere i Europa

Leverandørstyring er den proces, hvor en virksomhed vælger, styrer, evaluerer og udvikler samarbejdet med sine leverandører. Formålet er at sikre stabile leverancer, lave omkostninger, høj kvalitet og mindre risiko i forsyningskæden.

Uanset om du har en lille interiørbutik, eller om du sidder i en større produktionsvirksomhed, har du leverandører, som er afgørende for din succes. Derfor skal næsten alle virksomheder forholde sig til leverandørstyring.

Om de hjælper med produkter eller services, er ikke afgørende. Det afgørende er, at du formentlig er ret afhængige af dem, og de hjælper med at holde hjulene i din forretning kørende.

Så hvordan sikrer du, at relationerne til dine leverandører bidrager positivt til din bundlinje og ikke bliver en kilde til hovedpine?

Det vil vi prøve at give svaret på i dette blogindlæg, hvor vi kommer hele vejen rundt om den ædle disciplin, som leverandørstyring udgør. Lige fra hvordan du vælger de rette leverandører og evaluerer på dine nuværende, til hvordan du bedst håndterer kontrakter.

Kort fortalt:

Leverandørstyring handler om at styre relationen til virksomhedens leverandører, så du får bedre priser, højere kvalitet, mindre risiko og mere stabile leverancer.

Her er de fire vigtigste pointer i artiklen:

  • Leverandørstyring handler om mere end pris: Effektiv leverandørstyring sikrer ikke kun bedre priser, men også højere kvalitet, større leveringssikkerhed og lavere risiko i din forsyningskæde.
  • Strukturerede processer skaber bedre kontrol: Klare rammer for indkøb, evaluering og kontraktstyring giver bedre overblik, færre fejl og en mere effektiv drift.
  • Løbende evaluering er afgørende: Ved at arbejde med KPI’er og regelmæssige opfølgninger sikrer du, at dine leverandører leverer værdi og lever op til dine forventninger.
  • Digitalisering gør leverandørstyring mere effektiv: Moderne systemer og automatisering hjælper med at reducere manuelt arbejde, forbedre datakvaliteten og skabe bedre beslutningsgrundlag.

Hvad er leverandørstyring?

Lad os starte med at afdække, hvad leverandørstyring mere præcist handler om.

Når vi taler om leverandørstyring, drejer det sig om den måde, din virksomhed håndterer og samarbejder med eksterne leverandører, serviceudbydere og partnere i din forsyningskæde. 

Det er en strategisk tilgang, der sigter mod at skabe værdi, effektivitet og klarhed i hele forsyningskæden. Målet er overordnet set at sikre, at din virksomheds behov og mål opfyldes på en pålidelig måde.

Når du har styr på din leverandørstyring, kan du se frem til en række markante fordele. For modsat hvad mange tror, handler leverandørstyring ikke kun om at sikre de bedste priser – selvom det også indgår som et væsentligt aspekt.

Udover besparelser kan du således også se frem til:

  • Forbedret kvalitet: Tæt samarbejde med leverandører kan føre til bedre produkter og services.
  • Øget leveringssikkerhed: God styring minimerer risikoen for forsinkelser og leveringssvigt.
  • Risikominimering: Du kan bedre forudse og håndtere potentielle problemer i forsyningskæden.
  • Innovation: Stærke leverandørrelationer kan føre til nye ideer og forbedringer.
  • Fleksibilitet: Du bliver bedre i stand til at tilpasse dig markedsændringer.
  • Compliance: Systematisk leverandørstyring kan understøtte jeres arbejde med at efterleve relevante lovkrav og standarder.
  • Øget effektivitet: Strømlinede processer sparer tid og ressourcer i din organisation.

For at hjælpe dig på vej mod at høste disse fordele har vi lavet denne store guide, som kommer rundt om følgende aspekter af leverandørstyring:

  1. Indkøbsstyring
  2. Indkøbsstrategi
  3. Indkøbspolitik
  4. Indkøbsordre
  5. Procure-to-pay
  6. Purchase-to-pay
  7. Leverandørstrategi
  8. Leverandørevaluering
  9. Kontraktstyring
  10. Strategisk indkøb
  11. Strategisk sourcing
  12. Indkøbssystem

De vigtigste elementer i leverandørstyring

Indkøbsstyring

Effektiv indkøbsstyring er super vigtig for alle typer virksomheder.

Som begreb dækker indkøbsstyring over en strategisk proces, som optimerer dine ressourcer og skaber værdi. Kort sagt handler det om at sikre, at du får mest mulig værdi for de penge, som du bruger på indkøb.

Når du har styr på indkøbsprocesserne, kan du nemlig spare penge, forbedre kvaliteten af de produkter og tjenester du køber, samt øge effektiviteten i den daglige drift.

Læs mere: Din guide til effektiv indkøbsstyring

Indkøbsstrategi

En solid indkøbsstrategi er en af de ting, som er med til at sikre, at du får mest muligt ud af dine indkøb.

Når du udarbejder din indkøbsstrategi, skal du prøve at finde den gyldne balance mellem pris, kvalitet, og leveringssikkerhed, så din virksomhed kan maksimere værdi, minimere risici og samtidig opnå bedre resultater.

For at udvikle en effektiv indkøbsstrategi skal du starte med at analysere din nuværende situation – herunder leverandører og indkøbsmønstre – og derefter opstille klare mål. Vælg en strategi, der passer til dine behov, hvad enten det er centraliseret, decentraliseret eller en hybrid model.

Læs mere: Vigtigheden af en solid indkøbsstrategi

Indkøbspolitik

En anden ting, der er vigtig, når det kommer til processerne omkring dine indkøb, er en veldefineret indkøbspolitik. En god indkøbspolitik fungerer lidt som et strategisk kompas, der sikrer en ensartethed i den måde, din virksomhed håndterer indkøb.

Ved at have klare retningslinjer i indkøbsprocessen sikrer du mere effektivitet – både økonomisk og operationelt. En mere strømlinet indkøbsproces, som indkøbspolitikken er med til at understøtte, sikrer også, at forsyningskæden lever op til både lovmæssige krav og dine egne standarder for kvalitet og bæredygtighed.

Læs mere: Sådan laver du en indkøbspolitik, der passer til din virksomhed

Indkøbsordre

Indkøbsordrer er en central del af indkøbsprocessen, når du handler med dine leverandører. Derfor er det vigtigt, at de bliver håndteret effektivt og præcist.

En indkøbsordre fungerer som en formel aftale mellem din virksomhed og leverandøren, der specificerer alt fra mængder og priser til leveringsbetingelser. Med klare retningslinjer for indkøbsordrer kan du minimere risikoen for fejl, forbedre samarbejdet med leverandører og sikre, at din virksomhed får de rigtige varer til den rigtige pris og på det rigtige tidspunkt.

Læs mere: Indkøbsordrer: Fra basics til best practice

Procure-to-pay

Procure-to-pay er et begreb, som dækker over hele den omfattende proces fra den indledende behovsidentifikation til den endelige betaling. Det er en proces, der sikrer, at din virksomhed får de rigtige varer til den rigtige pris – og betaler dem til tiden.

Derfor er det vigtigt, at du har styr på denne proces og har en klar strategi og approach til den. Har du det, kan du spare tid og penge, opnå bedre forhandlingspositioner med leverandører og få en mere gnidningsfri indkøbsproces.

Læs mere: Procure-to-pay: Fra indkøb til betaling på den smarte måde

Purchase-to-pay

Purchase-to-pay og procure-to-pay minder navnemæssigt om hinanden, og derfor er det nemt at forveksle de to begreber.

Purchase-to-pay fokuserer på de operationelle aspekter af købsprocessen – fra ordrehåndtering til betaling – hvor procure-to-pay er en mere omfattende proces, der også inkluderer strategiske elementer som leverandørvalg og kontraktstyring.

Med andre ord er purchase-to-pay en delmængde af procure-to-pay, hvor det primære mål er at sikre, at de købte varer og tjenester bliver betalt korrekt og til tiden, mens procure-to-pay optimerer hele forsyningskæden fra behovsidentifikation til betaling.

Ved at arbejde med og optimere din purchase-to-pay proces kan du spare tid, reducere omkostninger og forbedre dine relationer til leverandører. Strømlinede processer giver ikke kun færre fejl og forsinkelser, men frigør også ressourcer, som kan bruges til mere strategiske opgaver i virksomheden.

Læs mere: Purchase-to-pay: Sådan strømliner du dine indkøb

Leverandørstrategi

Dine leverandører er direkte med til at afgøre kvaliteten af dine produkter, dine omkostninger og forsyningssikkerheden. Derfor er det afgørende, at du har en effektiv leverandørstrategi, som sikrer, at du altid arbejder med de bedste leverandører.

Med en veldefineret strategi kan du systematisk identificere, evaluere og vælge de leverandører, der bedst opfylder dine behov.

Læs mere: Leverandørstrategi: Sådan finder du de rigtige leverandører

Leverandørevaluering

Som led i din leverandørstrategi bør du have en grundig leverandørevaluering af alle dine leverandører. En sådan evaluering er nemlig med til at sikre, at dine leverandører leverer den ønskede kvalitet, overholder deadlines og bidrager positivt til din virksomheds vækst.

Når du laver en leverandørevaluering, bør du fokusere på kriterier som kvalitet, pris, leveringstid, fleksibilitet, innovation og bæredygtighed. Husk at leverandørevalueringen også skal spille sammen med din virksomheds overordnede mål. Hvis du f.eks. gerne vil kendes for ekstraordinær høj kvalitet, bør det også afspejles i din leverandørevaluering, hvor dette punkt skal prioriteres højt.

Læs mere: Sådan laver du en god leverandørevaluering

Kontraktstyring

Kontraktstyring er også en vigtig del af din overordnede leverandørstyring. Det handler kort sagt om, hvordan du administrerer og overvåger virksomhedens kontrakter gennem hele deres livscyklus, fra forhandling til fornyelse.

Har du styr på din kontraktstyring, sikrer du, at alle aftaler overholdes, at din virksomhed undgår unødvendige tvister og generelt optimeres virksomhedens økonomiske og juridiske position. Ved at have styr på alle kontraktens faser kan du altså undgå dyre fejl, spare tid og træffe bedre beslutninger.

Læs mere: Hvad er kontraktstyring, og hvorfor er det vigtigt for din virksomhed?

Strategisk indkøb

Strategisk indkøb er en disciplin, der handler om at planlægge, forhandle og styre dine indkøb på en måde, der understøtter virksomhedens langsigtede mål. Her skal du altså være i stand til at kigge på det store billede og tage kontrol, så du kan optimere driften og maksimere værdien af dine indkøb.

Lykkes du med strategisk indkøb, kan du reducere omkostninger, forbedre kvaliteten af dine leverancer, minimere risici og opbygge stærkere relationer med leverandører.

Læs mere: Strategisk indkøb: Sådan får du mere værdi ud af hver krone

Strategisk sourcing

Strategisk sourcing er ligeledes en vigtig disciplin at have styr på. Den indgår faktisk på sin vis som en mere fokuseret disciplin af strategisk indkøb.

Men hvor strategisk indkøb omfatter den overordnede planlægning og styring af hele indkøbsprocessen for at sikre, at din virksomhed får de bedste produkter og ydelser til de bedste priser, er strategisk sourcing en mere specialiseret disciplin inden for denne ramme.

Strategisk sourcing handler nemlig om at udvikle skræddersyede strategier for hver af dine væsentlige udgiftskategorier med fokus på at optimere leverandørvalg, forhandle langsigtede aftaler og sikre, at forsyningskæden er både fleksibel og robust. Det betyder, at hvor strategisk indkøb ser på det store billede, zoomer strategisk sourcing ind på specifikke områder for at sikre maksimal værdi, kvalitet og risikominimering.

Læs mere: Strategisk sourcing: Sådan optimerer du din forsyningskæde

Indkøbssystem

Skal du have rigtig godt styr på dine indkøbsprocesser og din leverandørstyring, bør du have et indkøbssystem. Men hvordan vælger du det rette?

For at finde det bedste indkøbssystem til netop din virksomhed og de behov virksomheden har, bør du bl.a. overveje følgende:

  • Virksomhedsbehov: Overvej størrelse og kompleksitet. En lille virksomhed har måske kun brug for et enkelt system, mens en større virksomhed kræver noget mere omfattende.

  • Funktioner: Prioritér automatisering, skalerbarhed, brugervenlighed og sikkerhed. Systemet skal kunne håndtere opgaver effektivt, vokse med din virksomhed og beskytte dine data.

  • Integration: Sørg for, at systemet kan integreres med dine eksisterende systemer, som f.eks. dit ERP-system, for at sikre et gnidningsfrit dataflow.

Læs mere: Sådan vælger du det rigtige indkøbssystem til din virksomhed

Sådan arbejder du med leverandørstyring i praksis

Når du skal arbejde med leverandørstyring i praksis, handler det ikke kun om processer og systemer, men også om at skabe struktur, overblik og stærke samarbejder.

Derfor gennemgår vi, hvordan du griber det an i guiden nedenfor:

De 4 centrale elementer i praktisk leverandørstyring

Leverandørstyring består af en række centrale discipliner, som tilsammen sikrer en effektiv og værdiskabende styring af virksomhedens leverandører:

  1. Relationer og samarbejde: Opbyg tillid og arbejd mod fælles mål. God leverandørstyring bør ses som et langsigtet samarbejde, og ikke en enkeltstående transaktion.
  2. Kvalitet og præstation: Hold skarpt øje med, om leverandøren lever op til de aftalte standarder.
  3. Risikohåndtering: Lav løbende risikoanalyser for at undgå at blive sårbar over for f.eks. økonomiske problemer hos en leverandør eller globale forsyningskriser.
  4. Omkostningseffektivitet: Optimer indkøbsprocesser og brug værktøjer (som f.eks. firmakort), der giver kontrol over forbruget.

7 konkrete tips til hverdagen

Foruden de 4 centrale elementer, kan du med fordel gøre dig bekendt med disse 7 tips for en god leverandørstyring i hverdagen:

  1. Vær skarp på forventningerne: Lav præcise kontrakter, der dækker kvalitet, leveringstid og pris for at undgå misforståelser.
  2. Formalisér det uformelle: Sørg for, at vigtige aftaler ligger på skrift, så viden ikke forsvinder, hvis en nøgleperson stopper.
  3. Mål på det, der betyder noget: Fokusér på 3-5 vigtige KPI'er (f.eks. leveringssikkerhed eller fejlrate) for at undgå at drukne i data.
  4. Invitér leverandøren med ind i "maskinrummet": Del dine udfordringer. En god leverandør kan ofte foreslå innovative løsninger, du ikke selv havde overvejet.
  5. Automatisér det kedelige: Brug software til at håndtere ordrebekræftelser og fakturaer, så du kan bruge tid på forhandling og relationer.
  6. Diversificér din portefølje: Læg ikke alle æg i én kurv. Hav altid en backup-leverandør klar.
  7. Evaluér jævnligt: Afhold faste opfølgningsmøder for at tage problemer i opløbet.

Sådan får du succes med leverandørstyring

Når du arbejder struktureret med leverandørstyring, får du ikke bare bedre kontrol. Du får også stærkere samarbejder og bedre forretningsresultater over tid.

For at nå i mål med en fejlfri og struktureret leverandørstyring, kan I med fordel anvende værktøjer som Pleo, som hjælper med at:

  • Centralisere alle leverandørrelaterede udgifter ét sted
  • Automatisere betaling af fakturaer og fjerne manuelt refusionsrod
  • Give realtids-overblik over forbrug, så du hurtigt spotter afvigelser fra budgettet

Ved at fokusere på strategisk analyse frem for brandslukning kan I gøre leverandørstyring til en konkret konkurrencefordel.

Gå ikke glip af en artikel

Tilmeld dig i dag, så du kan modtage spændende opdateringer og de seneste nyheder fra Pleo.